Betalte 3.044 kroner i depositum: 62 år senere har det gjort deres børn rige

Henrik Rothenbücher

18 uger siden

|

18/08/2024
Udland
Foto: Shutterstock
En vild strid om lejedepositum er blevet afgjort, og det må siges at have været en god forretning for lejeren.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Når man flytter ind i en lejet lejlighed, skal man oftest betale et depositum svarende til mellem én og seks måneders husleje, og det var lige præcis hvad et tysk par skulle og gjorde, da de flyttede ind i en lejlighed i 1960. 

Her betalte de ifølge Tag24.de 800 mark (cirka 3.000 kroner) i depositum, som blev overført til et nyt udlejningsselskab, da dette opkøbte lejligheden i 2005.

Dengang boede parret fortsat i lejligheden, hvilket de gjorde helt indtil deres død i 2018, hvor børnene derfor forlangte depositummet udbetalt. 

Her opstod der dog en uenighed, som skulle vise sig at tage flere år om at blive afgjort. 

Det nye ejendomsselskab havde nemlig investeret depositummet i aktier i deres egen virksomhed, og disse aktier var steget til en værdi på cirka 115.000 euro (856.000 kroner), og børnene til det afdøde par forlangte derfor at få udbetalt eller overført aktierne i stedet for det oprindelige beløb på cirka 3.000 kroner. 

Det krav kunne selskabet dog ikke acceptere, og de afviste det derfor og overførte omkring 3.000 kroner til børnene, som dog ikke gav op uden kamp. 

Retssag gjorde dem rige

I december 2021 gik en retssag mellem det afdøde pars børn og ejendomsselskabet i gang, og her forlangte børnene, at de skulle modtage aktierne til en værdi af cirka 856.000 kroner fremfor de 3.000 kroner, som deres forældre oprindeligt havde betalt i depositum. 

Selvom det kan lyde skørt og en anelse grådigt, at sagsøgeren skulle modtage et så stort pengebeløb, gav retten dem faktisk ret. 

I den oprindelige lejekontrakt stod der nemlig, at selskabet har ret til at investere depositummet i aktier, men at aktierne ved lejemålets ophør skal overdrages til lejer. 

D. 19. juli sidste år slog byretten derfor fast, at ejendomsselskabet skulle overføre aktierne til det afdøde pars børn. 

Denne beslutning har ejendomsselskabet dog anket, og beslutningen er derfor endnu ikke endegyldig.