Bekræftet: Russisk flagskib er sunket

Mathias Nielsen

140 uger siden

|

15/04/2022
Udland
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Et stort tab for den russiske flåde.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Et af Ruslands vigtigste krigsskibe er nu sunket i Sortehavet.

Ukraine hævder at have ramt det russiske flådeskib med to missiler, mens Rusland nævner brand på skibet som årsag til forlis.

Det er den russiske sortehavsflådes flagskib, "Moskva", som nu er sunket. Det bekræfter Ruslands forsvarsministerium ifølge nyhedsbureauet Ria, skriver TV 2.

Krigsskibet blev alvorligt beskadiget i Sortehavet, efter at ammunition om bord på skibet eksploderede.

Der er forskellige meldinger fra Rusland og Ukraine om, hvad der forårsagede eksplosionen om bord, som blev kendt natten til torsdag dansk tid.

Russiske myndigheder sagde, at eksplosionen var forårsaget af en brand om bord på skibet.

Ukraine hævder derimod, at ukrainske styrker beskød det russiske krigsskib med to missiler, og at det altså var årsag til eksplosionen og den efterfølgende brand på skibet.

Forliset skete, da skibet blev slæbt i havn i stormvejr - efter brandens udbrud vel at mærke.

Skibet på 12.500 ton har omkring 500 besætningsmedlemmer.

Til sammenligning har de største skibe i det danske søværn, fregatterne af Iver Huitfeldt-klassen, omkring 160 besætningsmedlemmer, og det er vel at mærke inklusiv eksterne bidrag som specialstyrker, militærpoliti, helikopterbesætning og hospitalsbidrag.

Hvordan Rusland kommer til at reagere på tabet, er ikke til at sige endnu. Dog ligger det fast, at tabet af “Moskva” er et stor tab for den russiske sortehavsflåde.