Davina McCall og Nicky Campbell har siden 2011 været værter på det britiske tv-program 'Long Lost Family'.
Det Bafta-vindende program minder lidt om det danske 'sporløs', hvor familiemedlemmer genforenes efter lang tids adskillelse, og i den kommende uges afsnit gør værterne en helt utrolig opdagelse.
Det skriver The Sun.
I ugens afsnit finder de nemlig sammen med 77-årige Rosemary Rawlins ud af, at hun er blevet opfostret af nogle helt andre end sine biologiske forældre.
Rosemary som barn / Foto: Privat
Den ældre kvinde har efter eget udsagn altid haft en anelse om, at hendes forældre ikke var hendes biologiske forældre, men det er først nu, at det er blevet bekræftet.
"Jeg ved ikke, hvornår jeg fandt ud af det, og jeg ved ikke, hvordan jeg vidste det, men jeg har altid vidst, at jeg blev forvekslet ved fødslen," har Rosemary udtalt og forklaret, at hun altid har følt sig anderledes end sine søskende.
"Da jeg var ung, betød det ikke noget for mig. Det er meget bedre bare at komme videre med livet. Indtil du ved, at noget kan gøres - så ændrer alt sig," har hun desuden udtalt om årsagen til, at hun meldte sig til programmet og forsøgte at finde ud af, hvad der rent faktisk skete den dag, hun blev født.
Forvekslet ved fødslen
Det hele startede med, at Rosemary ved programmets start fik foretaget en DNA-test, som viste, at hun ikke var i familie med sine tre søskende og to forældre.
Den ældre kvinde blev født midt under et bombeangreb på et hospital i 1944, og hende og filmholdet tog derfor tilbage til hospitalet for at få svar, og det fik de.
Det viste sig, at Rosemary under evakueringen af hospitalet var blevet forvekslet med en anden baby, og de to havde derfor byttet familie, men allerede dagen efter blev det ifølge Rosemarys fætter, Nicky, opdaget.
"Vores bedstemor kom på besøg dagen efter, og hun sagde: 'Det er ikke den samme baby'," hører man Nicky forklare i programmet, hvor han desuden forklarer, at lægerne blev oplyst om forbytningen.
Da de ikke kunne finde den 'rigtige' baby, og Rosemarys familie ikke ønskede at miste deres barn, blev det dog besluttet, at familien skulle beholde hende, og forældrene fortalte hende aldrig om, hvad der i virkeligheden var sket.
Efter flere måneders eftersøgning lykkedes det filmholdet at finde den baby, som Rosemary har byttet plads med.
Hun hedder Jackie og blev faktisk født tre dage før Rosemary, men de to blev forvekslet i kaosset under evakueringen.
Jackie har en lillebror ved navn Richard, og DNA-tests har bekræftet, at Jackie og Richard ikke er søskende, men at Rosemary og Richard derimod er det.
I modsætning til Rosemarys familie var Jackies familie totalt uvidende, og beviset på, at Jackie ikke var vokset op hos sin biologiske familie, kom derfor som et chok.
"Det har været meget at tage ind. Der er dage, hvor jeg tænker: '[...] dette er min familie, men er de virkelig min familie?' Det er, hvad der går gennem mit hoved, når de siger: 'Du er vores Jackie, og vi elsker dig, og du vil altid være vores Jackie'," har Jackie, som ikke ønsker at afsløre sit efternavn, udtalt.
Rosemary har forklaret, at hun er "virkelig ked af," at hun har brudt ind i Jackies liv på den måde, og at det er en "meget svær" situation.
"Jeg vil heller aldrig vide, hvordan det er at blive opfostret af den familie, som jeg skulle være opfostret af. Det er meget svært. Så vi tager små skridt," har hun udtalt.