En 3-årig brasiliansk pige blev i sidste uge dræbt, efter hun fik besøg af en uventet gæst i sengen.
Den lille pige blev den 25. september stukket af en skorpion, som var kravlet ind under hendes tøj, mens hun lå og sov.
"Billedet vil forblive i mit hoved for evigt. Hun sad på sengen, vendte sig om, og jeg så skorpionen sidde fast på hendes ryg. Det var ikke en lille skorpion, det var en stor skorpion,” sagde Vanessa Ramirez da Silva, som var mor til pigen.
Det skriver det amerikanske medie New York Post.
”Jeg slog hende, og hun, selvom hun havde ondt, løftede sin lillefinger og viste, at skorpionen endte på min skjorte. Jeg slog min hånd, smed den på jorden og dræbte den."
Efterfølgende var moren gået udenfor, hvor hun skreg om hjælp, da Maria begyndte at kaste op.
Hun blev hastet til hospitalet, hvor lægerne behandlede hende i håb om at redde pigens liv. Dette lykkedes dog ikke, og Maria Fernanda Brito fik et hjertestop, mens hun kæmpede for sit liv på hospitalet.
Marias begravelse blev afholdt den 2. oktober.
Mere end 3.000 skorpion-relaterede tilfælde er blevet rapporteret i år i staten Mato Grosso do Sul, ifølge data fra sundhedsministeriet.