Det skulle vise sig at blive den vigtigste test i hendes liv - hun vidste det bare ikke på det tidspunkt.
Den 21-årige universitetsstuderende Jenna Anne Johnson, der er fra South Dakota i USA, fik foretaget et rutinemæssigt celleskrab sidste sommer og blev chokeret over at få at vide, at hun havde livmoderhalskræft.
"Jeg havde aldrig fået mine visdomstænder fjernet eller brækket en knogle og troede bare, at jeg var en gennemsnitligt sund 21-årig," afslørede Johnson på Instagram.
"Jeg var vred på Gud, vred på verden og vred på alle de raske mennesker, der ikke skulle sætte deres liv på pause."
Den livsglade blondine fik at vide, at hun havde en 4,5 centimeter stor tumor og skulle gennemgå kemoterapi og strålebehandling. Hun begyndte kemoterapi i november og håbede på det bedste, skriver New York Post.
Omkring 11.500 kvinder i USA - typisk mellem 35 og 44 år - diagnosticeres hvert år med livmoderhalskræft, som er en sygdom, hvor unormale celler i livmoderhalsen vokser ukontrolleret.
Mere end 90 procent af tilfældene af livmoderhalskræft skyldes human papillomavirus (HPV), men Jenna sagde, at hendes kræft var en af de sjældne, der ikke var forårsaget af HPV.
Livmoderhalskræft er meget behandlingsbar, hvis den opdages tidligt, hvilket gør det vigtigt at begynde at få foretaget celleskrab fra 21 år og frem. Omkring 4.000 amerikanske kvinder dør hvert år af sygdommen.
Desværre afslørede resultaterne fra en PET-scanning i december, at Jennas aggressive kræft havde spredt sig til mere end 12 lymfeknuder. Hun er nu i stadium 4, hvilket betyder, at kræften har spredt sig ud over bækkenområdet, hvilket gør en helbredelse usandsynlig.
Johnson fik for nylig indopereret en såkaldt kemoterapiport under huden, da hun står over for endnu mere behandling.
Hun har valgt at dele ud af sin rejse på både TikTok og Instagram - alt fra at fjerne sit hår til at forklare de medicinske konsultationer, hun har haft. Hertil har hun også afsløret de to symptomer, der fik hende til at få foretaget den skæbnesvangre celleskrab.
Unormal udmattelse
"Jeg sov omkring fem ekstra timer om dagen som en lur. Det var helt sindssygt," sagde Jenna for nylig i en TikTok-video, der fik 1,4 millioner visninger.
"Alle troede, at jeg var så doven. Men nej, det viste sig at være et symptom på kræft."
Træthed er et almindeligt symptom på fremskreden livmoderhalskræft, da kræftceller bruger en stor del af kroppens energi.
Mavesmerter
"Jeg kan huske, at jeg lå på alle fire ude på badeværelset og bad til Gud: bare stop det. Det gjorde så ondt. Jeg troede bare, at jeg var forstoppet eller noget," sagde hun.
En tumor i livmoderen kan lægge pres på nærliggende organer, væv og nerver, hvilket kan forårsage smerter, der ofte føles som menstruationskramper.
Andre symptomer på livmoderhalskræft inkluderer unormal vaginal blødning, vandigt, blodigt eller ildelugtende udflåd, uforklarligt vægttab, en usædvanlig trang til at urinere, gulfarvning af huden og kløe.