Tidligere studievært på DR og TV 2 samt politisk redaktør Uffe Tang har fået nyt job. Han bliver nemlig ny særlig rådgiver for kirkeminister, ministeren for landdistrikter og minister for nordisk samarbejde, Louise Schack Elholm (V).
Det oplyser Kirkeministeriet i en pressemeddelelse.
Uffe Tang er selv uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus i 1999, og har omtrent 13 års erfaring fra Christiansborg, men den seneste tid har han arbejdet som seniorrådgiver hos kommunikationsfirmaet Ulveman & Børsting.
»Uffe Tang har en omfattende viden om det danske medielandskab, og han kender dansk politik gennem sit mangeårige virke som journalist på Christiansborg og som redaktionschef på de store medier,« udtaler minister Louise Schack Elholm i pressemeddelelsen.
Hun tilføjer at han derudover kender til udfordringerne i landdistrikterne, idet han stammer fra Vestjylland ligesom han ifølge hende kender en del til det nordiske samarbejde gennem personlige relationer.
»Jeg vurderer, at han vil være en stærk støtte i mit arbejde og jeg er sikker på at hans øje for strategi og timing vil være en god hjælp,« siger Louise Schack Elholm.
Også hovedpersonen selv er godt tilfreds med det nye job, som han med egne ord glæder sig til.