Meget har ændret sig siden 2002, og især måden hvorpå vi omtaler og joker med seksualitet, etnicitet og lignende har ændret sig gevaldigt.
Nogle mener, at der er opstået en overdreven krænkelseskultur, mens andre mener, at vi er på rette vej.
De fleste kan nok være enige om, at det er fint, at nye film ikke indeholder nedladende jokes om for eksempel homoseksuelle, men hvad med ældre film?
I den originale Spiderman-film fra 2002 fortæller Spiderman - spillet af Tobey Maguire - netop en joke, som kan opfattes homofobisk, og det har fået den britiske TV-station ITV til at 'pille' ved filmen og ændre én replik.
Da filmen udkom i 2002 var der ingen, der studsede over, at Spiderman sagde følgende sætning for at nedgøre den professionelle wrestler Bone Saws tøj: "Det er et sødt outfit. Har din mand givet dig det?" men da filmen forleden skulle sendes på ITV blev det uden den homofobisk klingende vittighed.
Her lød sætningen nemlig ifølge Ekstra Bladet bare: "Det er et sødt outfit."
Opmærksomme seere delte deres opdagelse på Twitter, hvor flere var positive overfor censuren.
Én skrev for eksempel: "Det britiske tv-netværk ITV fjernede den vage homofobiske linje, Spiderman siger til Bonesaw i den første film, og intet af værdi gik tabt."
En anden har skrevet: "Når punchline er homoseksuelle ægteskaber, er det ikke rigtig en god punchline," mens en tredje har skrevet: "De fjernede Peter Parkers homofobi. Venter på, at folk kalder det woke i stedet for at tilpasse sig tiden."
Der er dog nogle, som ikke er helt tilfreds med måden, som det er blevet gjort på. Én har for eksempel skrevet: "Jeg er glad for, at de ændrede den. Men de kunne i det mindste have ændret sætningen til: 'Har din mor valgt det til dig?''