“Mangler din virksomhed penge for at nå nye højder? Har du en forretningsidé, som med den rigtige investor kan blive en solid forretning?”
Sådan skriver DR, der lige nu søger deltagere til at medvirke i en 7. sæson af DR1's programserie Løvens Hule.
Deltagerne skal forberede sig på at stå foran “fem af Danmarks dygtigste og mest succesfulde erhvervsfolk og serie-investorer,” der vil vurdere, om de vil kaste penge og tid i de håbefulde iværksætteres projekter.
Jesper Buch bekræfter
I den seneste sæson af Løvens Hule bestod panelet af Christian Arnstedt, Mia Wagner, Jacob Risgaard, Jan Lehrmann og Jesper Buch.
Sidstnævnte har også på sin Instagram og Facebook-profil bekræftet, at der kommer en ny sæson.
“Nu er det endelig officielt, at der kommer en ny sæson af Løvens Hule,” skriver han og henviser til et skema, hvor man kan ansøge om at være med i programmet.
Om Jesper Buch bliver en del af panelet, er ikke meldt ud i skrivende stund. Men oddsene for, at det sker, er uden tvivl gode. Jesper Buch har nemlig været med i samtlige sæsoner.
“Jeg havde faktisk valgt at stoppe i Løvens Hule efter 5 år ude på venstre flanke. Havde!!! For så kom Corona den satan, og jeg synes aldrig Løvens Hule har været mere samfundsrelevant end formatet er i 2020. Mange Danske virksomheder og iværksættere har brug for støtte, gode råd og kapital, og det vil jeg gerne forsøge at være en del af at give. Derfor går jeg i studiet igen for at optage sæson 6, så nu er I advaret,” skrev han forud for den seneste sæson.
Om der kommer en lignede opdatering fra den garvede løve, må tiden vise.