Puk Elgård scorer nyt job

Julie Møller

189 uger siden

|

07/05/2021
TV
Foto: Bo Nymann/Photographer Bo Nymann/Ritzau Scanpix
Foto: Bo Nymann/Photographer Bo Nymann/Ritzau Scanpix
Puk Elgård og Mikkel Kryger er værter på nyt TV 2-program.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

TV 2 sætter i den kommende tid ekstra fokus på biodiversitet og den vilde natur, og det kulminerer med programmet Danmark redder jord søndag 23. maj.

Her samler TV 2 og danskerne ind for at skabe flere områder, hvor naturen har førsteprioritet og kan passe sig selv, skriver kanalen i en pressemeddelelse.

Værterne for Danmark redder jord bliver Puk Elgård og Mikkel Kryger, og de ser frem til at sætte fokus på naturen og biodiversiteten.

Mikkel Kryger og Puk Elgård, værter på indsamlingsshowet 'Danmark redder jord'. Foto: Stine Heilmann/TV 2.

“Danmark redder jord’ er en vigtig værtsopgave for mig. Normalt interviewer jeg mennesker, der selv har en stemme, men denne gang er jeg naturens stemme. Vi har levet over evne og brugt og misbrugt naturen, og nu er det på tide, vi giver tilbage,” siger Puk Elgård, der – som hun udtrykker det – ”lever og ånder for naturen og bruger mange timer i naturen dagligt”.

Mikkel Kryger glæder sig til at blive klogere, inspireret og mere bevidst om, hvad han kan gøre ”for at hjælpe naturen med at finde hjem”, som han siger.

“Jeg er stolt af at skulle være vært på ’Danmark redder jord’. Det er sjældent, man som tv-vært får mulighed for at være med til at gøre en forskel om et så vigtigt emne. Det her er ikke bare endnu et tv-program eller underholdning – det handler om naturens vilkår og fremtid,” siger Mikkel Kryger.

Inspirere og informere

Danmark redder jord skal skabe opmærksomhed om den vigtige sag og vil desuden informere og inspirere. Samtidig er programmet et indsamlingsshow, hvor man kan støtte opkøb af danske områder, hvor naturen beskyttes for tid og evighed og har førsteprioritet. For hver 12 kroners støtte opkøber den grønne nonprofit-organisation Den Danske Naturfond 1 kvadratmeter jord, der overgår til vild natur.

Danmark redder jord sendes søndag 23. maj klokken 19.30 fra Maltfabrikken i Ebeltoft.