Aftenens udgave af Løvens Hule bliver sendt på DR 1 klokken 20.00, men kan allerede nu ses på DR.TV.
I seks sæsoner har håbefulde iværksættere præsenteret deres ideer for investorerne i DR-programmet Løvens Hule.
Adrian og Lasse er to unge iværksættere, som i sæson fem af Løvens Hule forsøgte at overbevise de fem investorer, Christian Arnstedt, Mia Wagner, Jacob Risgaard, Jan Lehrmann og Jesper Buch, om at investere i iskaffe-energidrikken Bold. Men de måtte slukøret forlade programmet uden den ønskede investering. Ingen af løverne hoppede med på ideen om en iskaffe-energidrik, og de gik tomhændet derfra.
Vender tilbage
Men det hedder jo, at man skal rejse sig ved det træ, hvor man er faldet, og det må man sige, at iværksætter-duoen har taget til sig. For i aftenens udgave af programmet har de endnu en gang fundet vej til hulen.
I aftenens udgave af Løvens Hule vender et par velkendte ansigter tilbage i programmet. Per Arnesen / DR.
Her fortæller de, hvad der er sket siden sidst, og det er tydeligt, at nederlaget i sæson fem ikke har slået Adrian og Lasse ud.
Det er igen ideen om iskaffe-energidrikken Bold, der bliver pitchet for Løverne, og det er blandt andet gået op for de unge iværksættere, at målgruppen var en anelse fejlskudt, da de første gang præsenterede deres virksomhed i programmet i starten af 2020.
“Sidst troede vi, at målgruppen var mænd fra 18-35 år. Markedet har lært os noget andet. Faktisk er halvdelen af kunderne kvinder,” lyder det.
Om det lykkes Adrian og Lasse at hive en investering med hjem kan ses i aftenens udgave af Løvens Hule, der bliver sendt på DR 1 klokken 20.00, men allerede nu kan ses på DR.TV.