Lene Beier er blandt andet kendt fra tv-programmet Landmand søger kærlighed, hvor hun hjælper landmænd fra hele landet med at finde kærligheden.
På Instagram afslører hun nu et nyt tv-program, hvor hun sammen med sin familie er i fokus.
“Siden oktober har vi alle knoklet og bygget i nabohuset, hvor min ene lillesøster, svigerinde, lille Bas, hunden Makker og Jyttemor er flyttet ind. Min søster og hendes kone, som har købt nabohuset bor nedenunder - og min mor, som har boet hele sit liv i Skive, bor til leje ovenpå i sin egen “lejlighed” - og nu har hun endelig tid til at nyde sit liv som pensionist i de nye omgivelser,” skriver Lene Beier til et billede, hvor hele familien er samlet til weekendhygge og fastelavnsboller.
“Vi har, igennem de sidste måneder, haft besøg af TV2 Fri, så der kommer en lille programserie om tilblivelsen af vores nye familiekollektiv i løbet af 2021,” afslører Lene Beier.
Foto: Instagram @lenebeier
Det er ikke første gang, at Lene Beier og familien inviterer danskerne indenfor i hjemmet. I programserien Beier bygger forvandlede Lene Beier og hendes mand, Anders, et parcelhus fra 1970'erne til familiens drømmehus.
Tilbage i 2016 købte parret drømmegrunden i Søvang, der ligger lidt uden for Dragør på Amager, og det er også her, i nabohuset, at Lene Beiers søster og svigerinde har været i gang med at renovere.
“Det bedste vi har gjort”
Lene Beier lægger ikke skjul på, at hjemmet i Søvang har været den helt rigtige beslutning for familien.
“At bygge vores drømmehus her i Søvang, er det bedste vi har gjort som familie. Og nu bliver det endnu bedre at bo her, end jeg nogensinde havde forestillet mig. Min lillesøster, hendes kone Matilde, lille Bas, hunden Makker og min elskede mor flytter nemlig ind i huset ved siden af vores,” skrev Lene Beier på Instagram tilbage i september sidste år.
Foto: Instagram @lenebeier