Claus Elming var i mange år vært på TV 2’s populære ‘Vild med dans’, men i 2017 blev han udskiftet med Christiane Schaumburg-Müller.
Claus Elming nåede i sin tid som vært at have både Andrea Elisabeth Rudolph og Sarah Grünewald som medvært.
Christiane Schaumburg-Müller har også valgt at trække stikket, hvorfor Sarah Grünewald skal have en ny medvært i den kommende sæson. Det bliver med al sandsynlighed dog ikke til en tur mere for Claus Elming.
- Nu må vi se, om det bliver en mand eller en kvinde. Jeg er ikke umiddelbart kandidat, men hvis de ringer helt desperat, så kan jeg overveje det, sagde Claus Elming til BILLED-BLADET i forbindelse med premieren på den nye ‘Top Gun 2’ og tilføjede:
- Men jeg tror, jeg har udtjent min værnepligt. Og jeg tror, de vil prøve noget andet igen
Claus Elming blev ligeledes spurgt, om han måske kunne være at finde på dansegulvet som regulære deltager. Det bliver der om noget ikke tale om.
- Nej, for pokker, jeg kan nærmest ikke gå eller stå længere! Det skal man jo gerne kunne, hvis man skal deltage. Jeg ville elske at danse en pasodoble, men det kan jeg ikke. Det er fuldstændig vanvittigt at deltage i ‘Vild med dans’, så jeg har respekt for alle dem, som har deltaget.
Dermed bliver det med al sandsynlighed ikke til et gensyn med den rutinerede tv-vært, som foruden ‘Vild med dans’ også har været vært på flere sportsprogrammer hos TV 2 Sporten.