For hovedparten af de danske bilister gælder det, at der indimellem bliver skudt med skarpt mod andre bilister i trafikken.
Men nu viser det sig, at du måske ikke er helt ved siden af.
Nye tal afslører nemlig, at bilister i Nordsjælland og Nordjylland er blandt de mest skadeplagede i Danmark.
En omfattende undersøgelse fra Samlino.dk, der har analyseret over 1,3 millioner skadesanmeldelser fra de seneste tre år, viser en markant stigning i antallet af bilskader på tværs af landet – en udvikling, der kan få alvorlige konsekvenser for forsikringspriserne.
Det skriver Finans.dk.
I perioden fra 2021 til 2024 er andelen af bilejere, der har rapporteret om skader, steget fra 8% til 19%:
"Stigningen i antallet af bilskader er en bekymrende faktor, der ikke kun påvirker trafiksikkerheden, men også direkte kan influere på forsikringspræmierne", siger Mads Bukholt, forsikringsansvarlig hos Samlino.dk, der sammenligner priser på forsikrings-, bank-, el- og teleprodukter.
Han lægger ikke skjul på, at den skarpe stigning på 138% i skadestilfælde sandsynligvis vil resultere i højere forsikringsomkostninger, som allerede er observeret med en generel prisstigning på 25% over den samme periode:
"Det er sandsynligt, at den øgede skadesrate har bidraget til den observerede stigning på 25 pct. i forsikringsomkostningerne i samme periode", siger han.
Denne tendens er særlig udtalt for elbilsejere i Nordsjælland og Nordjylland, hvor hele 23% har oplevet mindst én skade i 2024.
Til sammenligning ligger dette tal på 19% i både København, på Fyn, og i Sydøstjylland.
Undersøgelsen indikerer også, at skader på elbiler generelt er dyrere at udbedre end tilsvarende skader på biler med forbrændingsmotorer. Dette, kombineret med en stigning i antallet af elbiler på vejene, forventes at drive forsikringspriserne yderligere op.
Og det falder ikke på et tørt sted for bilejerne, der ikke alene skal håndtere risikoen for skader i trafikken, men også en økonomisk belastning i form af stigende forsikringspriser.