Gamle skilte er blevet erstattet med nye i trafikken: Her er alt du skal vide

Jesper Bengtson

55 uger siden

|

01/12/2023
Trafikken
Foto: Gladsaxe Kommune
Foto: Gladsaxe Kommune
Se det nye skilt i artiklen.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Et nyt skilt er nu at finde i trafikken.

Gladsaxe Kommune har taget endnu et skridt mod mindre trafikstøj og bedre trafiksikkerhed i kommunen, efter hastighedsgrænsen på Bagsværdvej er sat ned til 50 km/t. Borgmesteren opfordrer til at støtte borgerforslag om bekæmpelse af trafikstøj.

Onsdag 22. november 2023 kom målet om en hastighed på højst 50 km/t på alle kommunale veje i Gladsaxe et skridt nærmere.

Det markerede Gladsaxes borgmester Trine Græse nemlig ved at erstatte de gamle trafiktavler på Bagsværdvej med nye. Med ændringen på Bagsværdvej har næsten alle kommunale veje nu en hastighedsgrænse på 50 km/t eller lavere.

Det skriver Gladsaxe kommune i en pressemeddelelse.

Sådan ser skiltet ud. Foto: Gladsaxe Kommune

"Det er utroligt vigtigt, at vi nu har fået politiets tilladelse til at gøre endnu en af vores store veje mindre støjende og mere tryg. I byrådet er vi meget optagede af at bekæmpe trafikstøjen. Den indsats glæder jeg mig til at fortsætte", fortæller borgmester Trine Græse.

Flere planer på tegnebrættet

På Høje Gladsaxe Vej sættes hastigheden ned inden jul 2023, mens Gladsaxe arbejder sammen med Hovedstadens Letbane på, om hastigheden på Gladsaxe Ringvej (Ring 3) også kan sættes ned til 50 km/t. Gladsaxe er også i dialog med Furesø Kommune om at få sat hastigheden på Frederiksborgvej ned.

Omkring halvdelen af boligerne i Gladsaxe er plaget af støj, som overstiger Miljøministeriets vejledende støjgrænser. Derfor vil Gladsaxe Kommune også arbejde for, at statens motorveje gennem Gladsaxe får en maksimal hastighed på 80 km/t. Derudover vil der være fokus på, om nogle af de nuværende veje med 50 km/t kan få en endnu lavere hastighed, for eksempel boligveje ned til 40 km/t og veje omkring skoler ned til 30 km/t.  

Støt borgerforslag mod trafikstøj fra statens veje

I kampen mod trafikstøjen har borgmesteren sammen med sine byrådskollegaer Astrid Søborg og Dorthe Wichmand Müller samt otte andre borgmestre oprettet et borgerforslag, som pålægger Miljøstyrelsen at efterleve deres egne vejledende grænseværdier for støj langs statens veje.

"Støj giver dårlig trivsel og gør mennesker syge. Derfor skal vi gøre alt, hvad vi kan, for at bekæmpe den. Derfor håber jeg også, at så mange som muligt vil bakke op om borgerforslaget om, at miljøministeren for alvor skal gøre en indsats for at bekæmpe støjen langs statens veje. Så skal vi nok gøre, hvad vi kan langs de kommunale veje", siger Trine Græse.

Baggrunden for ændringen er Gladsaxes Trafiksikkerhedsplan 2023, som udover sikkerheden også har bedre tryghed og bymiljø blandt indsatsområderne. Erfaringsmæssigt er lavere hastighed på vejene et effektivt værktøj til netop det.