Apple er på vej til at lukke sin fototjeneste "Min Fotostream", og brugerne har nu sidste chance for at redde deres billeder. Denne tjeneste har givet Apple-brugere mulighed for at gemme op til 1.000 billeder, der er taget inden for de seneste 30 dage, i Fotostream.
Disse billeder kunne derefter nemt ses på tværs af enhederne iPhone, Mac eller iPad og eksporteres til en harddisk.
Men nu er det slut. Apple har sendt e-mails til brugerne om, at "Min Fotostream" lukkes den 26. juli 2023. Det er vigtigt at bemærke, at dette ikke påvirker "Fotos" eller "iCloud Fotos" tjenesterne.
Hvis du har brugt "Min Fotostream", skal du sørge for, at indholdet også er gemt på din iCloud-konto. Har du ikke brugt Fotostream, eller ved, at alle dine billeder allerede er gemt på iCloud, behøver du ikke foretage dig noget.
Hvis du er i tvivl om dine billeder er sikkerhedskopieret til skyen, så login med dit Apple ID på icloud.com, hvor du kan se dit fotoalbum. Det kræver, at du har købt plads nok på iCloud-tjenesten, før du kan have en komplet sikkerhedskopi af alle billeder og videoer.
Det er vigtigt at bemærke, at billederne ikke slettes fra din telefon, men kun fra "Min Fotostream" skytjenesten. Apple stoppede med at gemme nye billeder i "Min Fotostream" i slutningen af juni måned.
Udover at lukke Fotostream så sætter Apple også priserne op. Den historie kan du læse her.
"Fotos" er en app på din Apple-enhed, der giver dig mulighed for at se og organisere dine billeder og videoer. "iCloud Fotos" er en tjeneste, hvor billeder og videoer gemmes som backup – og hvor du kan tilgå billederne fra alle dine Apple-enheder.