Den første vintermåned er nu over os.
Udover at markere, at vi nu er trådt ind i vinterperioden, så markerer 1. december også, at Google nu indleder udryddelse af inaktive konti, hvilket kan medføre tab af værdifulde data for mange brugere.
Sådan skrev B.T. for et par dage siden.
Dem der ofte benytter sig af Googles tjenester skal nu for alvor spidse ører, da virksomheden fra i dag er begyndt en omfattende rensning af gamle konti.
Hvis brugerne ikke har logget ind på deres inaktive konti inden i dag, risikerer allerede nu at have mistet adgangen til utallige billeder, videoer og e-mails, der er gemt på Gmail, Docs, Drev eller Google Fotos.
Googles produktmanager, Ruth Kricheli, forklarer på firmaets blog, The Keyword, at inaktive konti ofte er mere sårbare over for sikkerhedsbrud, hvorfor de nu gør det, de gør:
"Hvis en konto ikke har været brugt i en længere periode, er det mere sandsynligt, at den bliver kompromitteret. Det skyldes, at glemte eller uovervågede konti ofte er afhængige af gamle eller genbrugte adgangskoder, der kan være blevet kompromitteret, ikke har fået oprettet tofaktorautentificering og får færre sikkerhedstjek af brugeren."
Med over 1,5 milliarder aktive brugere i 2019, er Gmail en af de mest populære e-mailtjenester globalt. Dens popularitet og lette adgang har gjort den til et primært mål for svindlere.
Der er dog enkelte konti, der er undtaget fra den udryddelse, der er påbegyndt i dag.
Konti, der har været brugt til at købe et Google-produkt eller et abonnement, samt organisationers konti, vil ikke blive berørt af dette tiltag. Det er altså udelukkende personlige Google-konti, der er på tale.