8 typer opdateringer på facebook, der bør stoppe nu

Lotte Gyldenvang

|

11/10/2014
Har du også facebookvenner, hvis opdateringer irriterer dig? Se om du selv laver utålelige statusopdateringer.

Dagens topnyheder

Vi læser alle ind imellem nogle statusopdateringer på Facebook, som vi ikke ligefrem nyder at læse. Men der er også de statusopdateringer, der burde stoppes omgående, fordi de er så irriterende, at man nærmest går i krampe foran skærmen af raseri.

Her er et udpluk af de opdateringer, der går mig mest på nerverne.

“Ups”
“Åh nej”
“Shit”
Personer bag disse korte opdateringer ønsker åbenlyst at vække folks nysgerrighed og få dem til at spørge ind til, hvad der er galt. Det er irriterende. Stop det.

“På vej til hospitalet”
“Nu med smadret bil”
Hvis man virkelig er alvorlig syg eller lige har været involveret i et trafikuheld, bør man slet ikke bruge tid på at lave en statusopdatering. Det er ikke nogen god måde at fortælle familie og venner om din situation. Hvis du er i stand til at lave en statusopdatering, så er du også i stand til at foretage et opkald til dine nærmeste.

Læs også: 8 ting du omgående skal stoppe med på Facebook

“Hej er du sød at svare din telefon”
“Tak for sidst, hvornår skal vi ses til kaffe næste gang? På onsdag kan jeg efter træning måske” 
Der er de åbenlyse private beskeder, som kommer ud til alle. Så send dog en privat besked i stedet for at spilde andres tid.

“Går i seng, sov godt” 
“Snupper et bad”
“Hvorfor er tøjvask så kedelig?”
Folk der skriver en opdatering for hvert andet skridt de tager, driver mig til vanvid. Jeg har svært ved at se formålet med den slags opdateringer og vil opfordre personerne bag til at finde større indhold i deres liv og overveje, hvorfor der aldrig er nogle der liker netop disse opdateringer.

“Pyha. Træt efter løb, fitness og crossfit i tre timer”
“120 kilometer på landevejen blev det til i dag, skønt”
“Så er det tid til yoga"
Jeg kan ikke forstå, hvorfor det er vigtigt at fortælle din omverden om dine sportslige udfoldelser. Det er da fair nok at prale af et marathonløb eller lignende. Men hvorfor skal jeg have besked, hver gang du tjekker ind i dit lokale fitnesscenter?

Læs også: 15 utålelige fejl du begår på facebook

“Har lavet lækker mad, det er vel tirsdag”
“Konen forkæler mine smagsløg"
Inden Facebook fortalte vi ikke hinanden i detaljer om vores hverdagsmad. Men det er pludselig - i nogens øjne - blevet vældig interessant at vise billeder af al den mad, de indtager. Stop med at vise os din mad. Please.

“Så er der bagt boller, pizzasnegle og pølser, børnene eelsker det jo”
“Hygger med at sylte sammen med børnene”
“Julegaverne er købt, så der er tid til at nyde december med at lave konfekt, strikke huer og kysse på børnene”.
Alle opdateringer, der stinker langt væk af overskud, er irriterende. De fleste ved nemlig, at det er et spil for galleriet, for at give så flot og perfekt et billede af det gode liv. Har du bagt, modtager jeg gerne en invitation. Men spar mig for billeder og opdateringer herom. 

“Feber gå væk”
“Øv syg igen”
“Hvordan fjerner man en forkølelse
Det er muligvis kedeligt at ligge syg derhjemme, hvor det er nærliggende at bruge tiden på Facebook. Men jeg gider simpelthen ikke at høre om din forkølelse nummer 43 i denne sæson eller på, at du fisker efter medynk fra dine venner.

Hvis du føler dig skyldig i at have skrevet en af ovenstående irriterende statusopdateringer, er du tilgivet. Vi laver alle fejl. Men nu ved du bedre.