Et nyt studie har vist, at hvis man i løbet af de senere år i ens levetid, pludselig begynder at miste lugtesansen for stærke dufte som løg, benzin eller citroner, så kan det være et advarselstegn på, at træskoene snart skal stilles.
Det er det britiske medie The Telegraph, der skriver, at et observationsstudie med 2.300 deltagere i alderen 71-82 år afslørede, at der var en sammenhæng mellem den dårlige lugtesans, og hvornår folk gik bort.
Forskerne fulgte de 2.300 testpersoner i en periode på mere end 10 år. Omkring halvdelen af testpersonerne døde i løbet af studiet, men det viste sig, at der var 46 % større sandsynlighed for at gå bort, hvis man havde problemer med sin lugtesans. Over tre fjerdedele af testpersonerne der havde en dårlig lugtesans, var nemlig gået bort inden for et årti.
“Dårlig lugtesans er mere almindeligt, desto ældre mennesker bliver, og der er en kobling mellem det og større sandsynlighed for at dø,” fortæller professor i epidemiologi Honglei Chen, der var en af forskerne på studiet, der blev udgivet Annals of Internal Medicin-journalen.
De kender kun lidt af årsagen
Der er velkendt, at dårlig lugtesans kan være tidlige tegn på sygdomme som Parkinsons eller demens, og derfor kommer det ikke som noget chok, at der er en forøget sandsynlighed for at dø tidligere, hvis ens lugtesans pludselig forringes.
Forskerne mener dog ikke, at disse sygdomme kan tilskrives hele årsagen til, at mennesker dør tidligere, hvis deres lugtesans begynder at stå af, og de undersøger derfor, hvad den resterende del af årsagen kan bunde i.
“Vi kender ikke årsagen til mere end 70 % af den forøgede risici. Vi er nødt til at finde ud af, hvad der skete med disse individer,” fortæller forskeren.
Han uddyber, at en dårlig lugtesans formentlig kan være et tidligt og sensitivt tegn på, at helbredet er ved at gå den forkerte vej. Allerede før det måske bliver bemærket hos lægen. Professor Honglei Chen opfordrer derfor til, at man kontakter sin læge, hvis man begynder at opleve tegn på, at ens lugtesans forsvinder.