Kvæg har krav på mere plads i stalden, end dit barn har i vuggestuen og i børnehaven

K P

10 år siden

|

14/11/2014
Og det er ikke godt nok, mener pædagogernes fagforening BUPL, der kritiserer manglen på plads.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Jovel jovel, en hest og en ko er større end lille Oliver på to år, men et barns motorik og udvikling afhænger selvsagt af, hvor meget plads barnet har at boltre sig på. Og det er ikke meget, når man sætter målene i perspektiv.

To kvadratmeter er, hvad et børnehavebarn har krav på i danske institutioner. Det svarer til lidt mere end størrelsen på tre, traditionelle fortovsfliser. Vuggestuebørn har krav på mere; tre kvadratmeter. En hest på halvanden meter i højden skal eksempelvis have 9 m2 i sin boks, oplyser Erik Klausen fra Videncenter for Landbrug, mens en danskbroget malkeko i en såkaldt sengebåsstald har krav på mindst 8 m2 plads mellem malkningerne, ifølge Trine Barret fra Videnscenter for Landbrug, afdelingen for kvæg.

- Hvis der er meget lidt plads og trange kår i institutionerne, opstår der støjproblemer, som leder til flere konflikter. Det kan også give skader på stemmebånd og i ører hos både børn og pædagoger. Derfor er vi stadig opmærksomme på problemet, siger Mette Larsen, der er faglig sekretær og medlem af Forretningsudvalget i BUPL til Dagens.dk

Ligeglade politikere
I 2008 sendte BUPL uden held et krav til Folketingets Boligudvalg om at hæve minimumskravet. Svaret fra Det Konservative Folkeparti var dengang, at Folketinget ikke skal blande sig i kommunernes udmøntning af pladskravene. BUPL ser dog ikke problemet løst udelukkende i kommunerne:

- Vi har løbende haft det her i fokus, bl.a. op til finanslovsforhandlingerne, men også, når der diskuteres arbejdsmiljø. Vi har bl.a. sendt nogle forslag til politikerne og andre interessenter, hvor det fysiske arbejdsmiljø var i fokus. En af de ting, vi har foreslået, er, at man kan lave en børnemiljølovgivning. Der er en voksenlovgivning om arbejdsmiljø fx, men her er det kun de voksnes præmisser, der er i fokus, siger Mette Larsen.

Læs seneste nyheder fra København her.

BUPL vil dermed have koblet reglerne for kvadratmeter op på nogle visioner om, hvad der er godt for børnene, når kommunerne bygger og fylder institutionerne.

Beregninger er hamrende forkerte

BUPL oplyser desuden til til Dagens.dk, at pladsen ikke bare er trang, men at flere kommuner tilmed bruger Bygningsreglementet og altså dermed minimumskravet til antal kvadratmeter per barn, fejlagtigt.

Reglementer er tænkt som et regelsæt, der skal sikre et bestemt niveau af indeklima, men kommunerne bruger det som guideline til at placere børn i institutionerne.

Ofte sker det ved, at en institution med tre rum af fx. 20, 30 og 40 kvadratmeter lægges sammen og divideres med to. Det giver 45 børn med ret til to kvadratmeter hver. Men hvis nu blå stue i en børnehave har flere børn end rød stue, og hver stue er placeret i forskellige rum, kan der sagtens være så mange børn i et rum, at de reelt kun har én kvadratmeter per barn på den ene stue.

Trang plads = konsekvenser for børnene

Og den trange plads har konsekvenser. I undersøgelsen “Plads til trivsel og udvikling”, lavet for Statens Byggeforskningsinstitut og Aalborg Universitet, lyder det i tråd med BUPL's Mette Larsens udtalelser, at plads er vigtig for at undgå sygdom og konflikter og for at fremme udviklingen hos børnene. I rapporten står der blandt andet, at for lidt plads betyder:

- (…) at børnene kommer for tæt på hinanden, og der bliver mere uro, mere larm, og der opstår flere konflikter. Når de (pædagoger red.) fortæller om steder, hvor de synes, der er god plads, så fremhæver de netop, at der er mere ro, færre konflikter, og at børnene er i stand til at være i gang med en aktivitet over længere tid.

Rapporten bygger på en række undersøgelser af forskellige, danske børnehaver og vuggestuer og interview med pædagogerne i dem. Undersøgelsen bag er foretaget af 20 forskellige institutioner i Danmark, og den viser, at det varierer meget, hvor meget eller lidt plads, institutionerne har hver især. Nogle institutioner har 2,1 m2 plads per barn, mens andre har 5,5 m2, lyder det i rapporten.