Danske sundhedsmyndigheder og statsministeren Mette Frederiksen har ofte talt om et stort mørketal af coronasmittede, som har været en af grundene til den hårde nedlukning af landet.
BT har dog fået fat i et notat fra Statens Serum Institut (SSI), der viser, at mørketallet måske slet ikke eksisterer.
Indtil videre har 2.427 danskere deltaget i en undersøgelse, hvor der er målt antistoffer i blodet. Selvfølgelig er der en række statistiske usikkerheder involveret i antallet af testpersoner og udvælgelsen af samme, men undersøgelsen viser, at mellem 0,7 og 1,7 procent af Danmarks befolkning har haft coronavirus. Det svarer til mellem 40.000 og 98.000 danskere.
Det giver et smittetal, der kun ligger tre til otte gange højere end de officielle tal, hvilket er langt fra flere eksperters gæt. Nogle bud har gået på en faktor 60 i forhold til de officielle tal, hvilket ville betyde, at omkring 800.000 danskere skulle have haft coronavirus.
Med de nye tal er der langt til den såkaldte flokimmunitet, som man bl.a. håber på at opnå i Sverige.
Allerede i maj måned sagde professor og virolog ved København Universitet, Allan Randrup Thomsen, til B.T., at: "politikerne kan tænke over, at vi har en befolkning, der stadigvæk er fuldt ud modtagelig for den her epidemi. Vi er ikke kommet i nærheden af noget, der minder om flokimmunitet."
USA slår dagsrekord
Imens smitten i Danmark synes under kontrol, så er den flere steder i verdenen praktisk talt løbet løbsk. I flere amerikanske stater, f.eks. Texas, er hospitalerne booket op.
Antallet af smittede har passeret 2,5 millioner og dødstallet nærmer sig 130.000 i USA alene.
Også i Mellemøsten og i Sydamerika er der store problemer med coronavirussen, der nu har passeret 10 millioner smittede på verdensplan og en halv million døde.