Tiden går i en voldsom fart, og vi bliver naturligvis ældre og ældre.
Aldring er en uundgåelig del af livet, men forskere har i årevis arbejdet på at forstå, hvordan processen kan bremses.
Nu tyder ny forskning på, at en simpel ændring i hverdagen kan have en målbar effekt på kroppens biologiske alder.
Et studie fra University of Zürich har vist, at et dagligt tilskud af omega-3 fedtsyrer i tre år kan reducere aldringstempoet med op til fire måneder uden brug af avanceret medicin eller genmanipulation.
Undersøgelsen, som er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift 'Nature Aging', bygger på data fra 2.157 forsøgspersoner over 70 år.
Forskerne undersøgte, hvordan forskellige livsstilsændringer påvirkede det såkaldte 'biologiske ur', en måling baseret på epigenetiske parametre, der afspejler kroppens reelle aldringsproces.
Resultaterne viste, at den positive effekt af omega-3 var uafhængig af køn, alder og BMI.
Det skriver Illustreret Videnskab
Kan bevare livskvaliteten i de senere år
Udover omega-3 fandt forskerne en endnu stærkere effekt hos de deltagere, der kombinerede tilskuddet med daglig indtagelse af D-vitamin og regelmæssig styrketræning.
“Disse resultater udvidede vores oprindelige observationer fra DO-HEALTH-undersøgelsen, hvor kombinationen af alle tre ting havde den mest udtalte effekt på kræftrisiko og forebyggelse af tidlig svækkelse,” forklarer professor Heike Bischoff-Ferrari, forskningsleder bag studiet.
Hun påpeger, at de nye fund også viser en direkte forbindelse til kroppens biologiske ældning.
Ud over at påvirke aldringsprocessen observerede forskerne, at kombinationen af omega-3, D-vitamin og træning bidrog til at reducere risikoen for infektioner, forebygge kræft og mindske risikoen for faldulykker.
På trods af de lovende resultater understreger forskerne, at studiet har visse begrænsninger. En af de største udfordringer er manglen på en universelt anerkendt metode til præcist at måle biologisk alder.
Derudover repræsenterer forsøgspersonerne ikke nødvendigvis et bredt udsnit af ældre befolkninger på globalt plan.
Selvom der fortsat er behov for yderligere forskning, tyder studiet på, at enkle livsstilsændringer kan spille en væsentlig rolle i at bevare en sund krop og mindske aldersrelaterede sygdomme.
Det kan dermed være en vej til ikke blot at leve længere, men også til at bevare livskvaliteten i de senere år.