Eksperter udtaler: Sådan minimerer du risikoen for Alzheimers sygdom markant

Mathias Madsen

154 uger siden

|

04/01/2022
Sundhed
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
To norske eksperter har udgivet en ny bog, hvori de giver gode råd til vaner, som kan minimere risikoen for Alzheimers sygdom markant.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Skal man lytte på den norske læge og hjerneforsker, Ole Petter Hjelle, så er det en myte, at Alzheimers sygdom udelukkende skyldes genetik, og at man ikke selv kan gøre noget for at minimere risikoen for sygdommen.

Hjelle har nemlig udgivet en bog, 'Mad til Hjernen', som han har skrevet sammen med den norske ekspert i klinisk ernæring, Tine Mejlbo Sundfør.

I bogen undersøger de to nordmænd, hvordan kosten påvirker din hjerne og dermed også hele din sundhed og dit liv. Herunder forklarer de sammenhængen mellem Alzheimers og en række forskellige dårlige vaner, som mange folk har.

Ole Petter Hjelle (tv) og Tine Mejlbo Sundfør (th) / Foto: Instagram / @treningslegen

Hjelle kan for eksempel fortælle, at op imod 40 procent af alle demenstilfælde kan forebygges med livsstilsændringer. 

"Sagt på en anden måde - ja, generne betyder noget, men livsstilsændringer er vigtigere," udtalte han ifølge Sosialnytt til Nettavisen. 

Hvad skal man så gøre for at undgå den frygtede sygdom, som ofte er lig med demens og tidlig død? Først og fremmest slår Hjelle og Sundfør fast, at en generel sund livsstil er forebyggende. Det vil sige, at man skal sørge for at spise sundt, få nok søvn, motionere regelmæssigt og lade være med at ryge og drikke. 

En helt konkret vane, som kan halvere risikoen for Alzheimers sygdom er, at gå en tur i rask tempo i mindst 30 minutter mindst to gange om ugen. 

Er man ikke så meget til frisk luft og motion, så kan forfatterduoen også løfte sløret for et andet trick, som er en del mere afslappende - nemlig nok søvn. 

Hvis man har haft søvnmangel igennem længere tid - det vil sige mange måneder eller år - så har man nemlig større risiko for en lang række sygdomme, blandt andet Alzheimers sygdom. 

Det skyldes, at kroppen fjerner et protein, når vi er i dyb søvn, som er med til at ødelægge nervecellerne i hjernen. Får man ikke nok søvn generelt, så vil man derfor have meget af det protein og derfor have højere risiko for en lang række sygdomme. 

Vil man hellere sætte ind på kostområdet, så er der selvfølgelig også gode råd at hente der. De to eksperter anbefaler, at man ikke nødvendigvis undgår fedt, men at man i hvert fald prøver at erstatte det mættede fedt med umættet fedt. 

Det er generelt en god ide til at forebygge en lang række sygdomme, og Hjerteforeningen skriver således, at de anbefaler, at maksimalt 10 procent af ens daglige energiindtag kommer fra mættet fedt. 

Mættet fedt kommer primært fra mejeriprodukter og svine- og oksekød, mens umættet fedt findes i madvarer som fisk, nødder og avocado. Snacks som nødder - især valnødder - anbefales desuden også, fordi de indeholder stoffet polyfenol, som er forebyggende mod Alzheimers sygdom. Polyfenol findes også i blandt andet frugt og grønt, bælgfrugter, te og urter. 

Sidste men ikke mindst fraråder de to, at man indtager alkohol i store mængder, da mennesker med et stort alkoholforbrug har tre gange så stor risiko for at udvikle demens, hvis man sammenligner med dem, som har et moderat alkoholforbrug.