Naturligvis egner ikke alle mennesker sig til at være hundeejere. Hunde skal plejes, passes godt på og have masser af kærlighed. Derfor skal de ikke anskaffes med letsindighed.
Alligevel er der masser af grunde til at have en hund i sit liv. Om det er naboens, venindens eller forældrenes, som man kan låne i ny og næ.
Hunde hjælper nemlig med:
1. At få dig uden for
I vintermånederne især kan det være svært at trække sig selv op ved håret og komme ud og få en gåtur i den friske luft.
Med en hund kan du ikke bare vælge at blive liggende på sofaen. Den skal ud at luftes flere gange dagligt. Den hjælper dig med at blive blæst lidt igennem og mærke vinden i håret.
Den gør også, at du får motion, hvilket vi jo alle ved er godt for kroppen og helbreddet.
2. At gøre dig gladere
Hunde er sjove, dog som regel ufrivilligt. Når de er hvalpe, er de med deres store poter temmelig kluntede. De jagter deres egen hale, ruller sig på den nyslåede græsplæne eller kaster sig entusiatisk ud i vandet på stranden.
Det er svært at blive ved med at være sur på den irriterende chef, når man er i selskab med en hund.
3. At du altid har din bedste ven i nærheden
De fornemmer, når du er ked af det, og det er ikke sjældent de vil komme hen og nusse for at trøste.
4. At du har én i dit liv, som er 100 procent loyal
Hunde er flokdyr, og du er flokkens leder.
Så længe du behandler din hund godt, vil den også behandle dig godt. Dens loyalitet er ubetinget over for sin ejer.
5. At du får hilst på flere mennesker
Måske især hvis du har en mindre og/eller meget nuttet hund, vil du ganske givet opleve at komme til at tale med mennesker, du ellers ikke ville være kommet til at tale med.
Hundens begejstrede og muntre natur har det med at åbne for samtaler mellem mennesker.
6. At du bliver ramt af “nuttethed” hver eneste dag
Og sidst - men absolut ikke mindst - så er hunde bare ufatteligt søde. Når de sover (og nogle gange drømmer og spjætter), når de bader, vil lege, hopper rundt, sidder pænt, giver pote eller vil kløes bag ørene.
Hvis du har tid og lyst til det, er der rigeligt med grunde til at få en firbenet ven.