Danske eksperter: Stop med at drikke så meget vand!

Mathias Madsen

5 uger siden

|

14/11/2024
Sundhed
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Fem, fire, tre eller endda to liter vand om dagen kan være alt for meget, lyder det.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

De fleste har en opfattelse af, at det er sundt at drikke vand, og et gammelt huskeråd lyder, at man skal drikke mindst 2 liter vand om dagen.

Men hvis man skal tro på professor og overlæge Mikkel Fode på afdeling for urinvejssygdomme på Herlev og Gentofte Hospital og uroterapeut Birthe Bonde, der har talt med Jyllands-Posten, så er det ikke nødvendigvis sandt.

Vand er godt nok et bedre alternativ end eksempelvis sodavand eller alkohol, og alle mennesker skal bruge vand for at fungere, men ifølge overlæge Mikkel Fode er der rigtig mange danskere, som drikker alt for meget vand.

Han oplever at blive opsøgt af patienter, som tror, at de er alvorligt syge, fordi de skal tisse så meget, men i virkeligheden drikker de bare alt for meget væske.

Det gamle huskeråd om 2 liter vand gælder nemlig ikke kun vand. Ifølge overlægen bør man kun drikke 1,5 - 2 liter væske om dagen; og det er inklusiv kaffe, læskedrikke m.m.

Mikkel Fode oplever mange, som drikker tre, fire eller endda helt op til syv liter vand om dagen, fordi det er blevet en sundhedstrend, men det er altså hverken nødvendigt eller sundt at drikke så meget vand, og uroterapeut Birthe Bonde bakker ham op.

"Hvis man drikker seks liter væske i de vågne timer af et døgn, laver man næsten ikke andet end at tisse," har hun således ifølge TV2 forklaret til Jyllands-Posten.

Både hun og Mikkel Fode oplever, at det er blevet en trend at drikke meget vand, men ifølge de to eksperter kan et for stort indtag af vand ødelægge den naturlige tørstmekanisme, og så kan det også være generende for livskvaliteten; blandt andet på grund af alt for mange ture på toilettet.

Begge eksperter anbefaler, at man holder sig til 1,5 - 2 liter væske om dagen, men de er lidt uenige om, hvor hurtigt man må trappe ned, hvis man i dag drikker væsentligt mere.

Ifølge Mikkel Fode er det ikke farligt eksempelvis pludselig at gå fra at indtage fire til to liter væske om dagen, og han anbefaler derfor, at man kommer i gang med sin nye livsstil med det samme, men Birthe Bonde mener, at det er bedst at trappe langsomt ned på sit væskeindtag.

Ifølge hende kan man i en periode opleve, at man har brug for mere væske, end man egentlig har, men det er der ikke noget farligt i.