Stor dansk festival bliver 100 procent økologisk i 2025

Mathias Madsen

5 uger siden

|

14/11/2024
Indland
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Økologien kommer til at fylde mere denne sommer.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Vinteren nærmer sig, og mørket og det kolde og regnfulde vejr har for alvor ramt Danmark. Inden længe kan det være, at vi står op til sne, og mange er måske begyndt at blive ramt af en lille vinterdepression.

Heldigvis er efteråret og vinteren også den tid på året, hvor de danske festivaller begynder at åbne op for billetsalget, og så kan man jo købe en billet og drømme sig væk til god musik, solskin og iskolde fadøl.

Hvis man samtidig drømmer om en snasket burger med kød og grøntsager fra konventionelt landbrug, kan man dog godt glemme alt om det; i hvert fald hvis man skal på Roskilde Festival.

Ifølge TV2 Kosmopol har festivalen nemlig besluttet, at den fra og med 2025 skal være 100 procent økologisk, hvilket betyder, at alt mad og drikke, der bliver solgt på næste års festival, kommer til at være økologisk.

Sådan lyder det fra Lene-Maria Toksværd, der er chef for handel og gastronomi på Roskilde Festival.

Hun har til mediet SN udtalt, at man ikke længere vil "gå på kompromis," og at Roskilde Festival ønsker at "være en økologisk festival."

Stort fokus på økologi

At Roskilde Festival, der er den største musikfestival i Norden, har valgt at gå 100 procent økologisk fra og med 2025, er naturligvis et vigtigt skridt i kampen for bedre dyrevelfærd, men det er ikke en så stor ændring, som det måske lyder som.

Den store danske festival har nemlig længe haft fokus på økologi, og ifølge Toksværd var 96,5 procent af de solgte mad- og drikkevarer på festivalen faktisk økologiske i 2024.

Netop derfor mener hun også, at det næsten er dumt ikke lige at tage "det sidste nøk," og at det bestemt ikke bliver noget problem at nå 100 procent økologi i 2025.

"Minimum 90 procent er også rigtig flot, men vi vil gerne være en økologisk festival. Og rigtig mange af vores boder er økologiske. Det er ikke særlig mange boder, som lige mangler det sidste nøk. Så det kan vi godt," har Toksværd således forklaret.

Roskilde Festival er med sine årligt mere end 100.000 deltagere og 30.000 frivillige blandt de største af sin slags i hele Europa, og siden festivalens start i 1971 er den kun blevet større og større for hvert år.

I 2024 forventes ca. 130.000 personer at købe billet, og billetterne ér sat til salg.

Festivalen løber i 2025 af stablen d. 28. juni til d. 5. juli, og de første kunstnere ér allerede offentliggjort. Blandt dem kan nævnes den britiske rapper Stormzy, den danske popsanger MØ og den irske rockgruppe Fontaines D.C.

2025 bliver desuden året, hvor festivalen skal tage en ny udgave af den ikoniske Orange Scene i brug. Det kan du læse mere om ved at trykke på artikellinket herunder.