Siden coronavirussen begyndte at sprede sig på kloden, har hele verden hungret efter en vaccine, så hverdagen kan vende tilbage. Nu er vi et skridt tættere på en normal hverdag, for den første coronavaccine er nemlig blevet godkendt.
Det er den britiske regering, der har godkendt den nye coronvaccine fra Pfizer og Biontech. Dermed forventes det, at den første britiske statsborger allerede i næste uge vil kunne blive vaccineret.
“Vaccinen vil blive gjort tilgængelig på tværs af Storbritannien fra næste uge,” melder den britiske regering ud ifølge Sky News.
Den britiske sundhedsminister, Matt Hancock fortæller også i et tweet, at hjælpen er på vej, og at det britiske sundhedssystem allerede fra starten af næste uge vil være klar med vacciner.
Storbritannien vil dermed være det første land i verden, der har godkendt vacciner mod covid-19.
Vaccinen fra Pfizer og Biontech er ligeledes den vaccine, som man i Danmark har købt sig ind på. Der er derfor stor sandsynlighed for, at den vaccine briterne lader sig vaccinere med i næste uge, er den samme som den vi danskere skal vaccineres med, når den forhåbentlig godkendes af EU.