Afføring i dansk drikkevand: Her må du ikke drikke det

Henrik Rothenbücher

264 uger siden

|

25/10/2019
Sundhed
Foto: Shutterstock.com
Foto: Shutterstock.com
Der er igen fundet coliforme bakterier samt E. coli-bakterier i drikkevandet i Danmark, og bor du i nærheden af vandværket, må du ikke drikke vandet, før du koger det.

Dagens topnyheder

Det er ikke mere end en uge siden, at der var problemer med coliforme bakterier i et vandværk i den nordlige del af Sjælland, og nu er der så problemer med drikkevandet i en ny dansk by.

De coliforme bakterier er nemlig atter blevet fundet i dansk drikkevand, og denne gang er det sammen med E. coli-bakterier, der stammer fra afføring, og derfor kan det være farligt at drikke det.

Skulle du derfor bo i nærheden af Mosvig Vandværk, som ligger sydøst for Kolding, så skal du passe på med at drikke vandet. Det skriver TV Syd.

Indtil videre vides det ikke, hvordan bakterierne er endt i det vand, der kommer ud i hanerne hos flere borgere i nærheden af vandværket.

“Vi kan ikke forklare det, så vi venter på resultater,” lyder det fra formanden for Mosvig Vandværk, Ejner Damkjær.

Kog vandet først

Det vides heller ikke, hvornår det er muligt at drikke vandet igen, og derfor opfordres der til, at man koger alt sit vand, hvis man har i sinde at drikke det.

Da der forleden var problemer med bakterier i vandet i byen Lumsås, sendte Odsherred Kommune en skrivelse ud til borgerne, som forklarede dem, hvad de måtte gøre, og hvad de ikke måtte gøre med vandet.

Denne skrivelse passer også til borgerne i nærheden af Mosvig Vandværk.

Der blev blandt andet opfordret til, at man heller ikke gik i bad i det forurenede vand eller børstede tænder i det. Ligeledes skulle man heller ikke tørre overfladerne af borde af, med vandet.

Der var dog ingen problemer med at bruge vandet til at brygge kaffe, så længe man var sikker på, at ens kaffemaskine fik vandet op over 80 grader.