7 uhyggelige tegn på, at din kæreste er narcissist

Emil Ryttergaard

387 uger siden

|

19/06/2017
Er man narcissist, er man mere end blot selvglad, og det kan gå udover parforholdet. Du kan effektivt spotte, om din partner er narcissist ved at holde øje med disse syv faresignaler.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Vi kender alle sammen mindst én. 

En veninde eller den skøre onkel i familien, der altid taler om sig selv, sin dyre bil, det lækre tøj eller antallet af kroner og øre, der står på bankbogen.

Men én ting er at være selvglad, og noget andet er at være narcissist, hvor man er sygeligt selvfikseret. Det kan have store personlige konsekvenser for parforholdet, hvis ens partner lider af personlighedsforstyrrelsen narcissisme

Narcissist - 7 kendetegn

Med inspiration fra netpsykiater.dk følger her syv almindelige kendetegn, som du skal være opmærksom på, hvis du mistænker din kæreste for at være narcissist. 

Er din udkårne narcissist? Foto: Shutterstock

1. Den nagende usikkerhed

Mange narcissister har svært ved at ende forhold og kappe kontakten til tidligere forhold.

Derfor skal en stor rød alarmlampe lyse op, hvis din kæreste i starten af jeres forhold også har kontakt til andre ekskærester, ikke har tid til dig på alle tidspunkter eller taler om tidligere kærester som uligevægtige eller skøre.

Narcissisten har ualmindelig svært ved at slippe disse forhold, og derfor vil han forsøge at skabe et skævt magtforhold mellem jer allerede i starten af jeres forhold. 

2. Se mit guldur, pengeskab eller sportsvogn

Narcissisten føler sig bare bedre end alle andre, og derfor er anerkendelse en selvfølge.

Uret er det dyreste i butikken eller det første af sin slags, og bilen er med alt ekstraudstyret. Måske er tøjet også fra en unik designer, så ingen andre har det. 

Foto: Shutterstock

Narcissisten skal altid føle sig bedre end andre, også selvom vedkommende arbejder som helt almindelig bogholder på kommunen. Pral og blær er hverdag - selvindsigt og situationsfornemmelse er totalt fraværende.

3. Med alles øjne rettet mod dem

Anerkendelse kommer ikke kun af ting, men også af iscenesættelse, og uanset om narcissisten bare er blevet sprunget over i køen i Rema 1000, så kan du godt forvente, at det bliver en tre timer lang fortælling til den næste familiebegivenhed.

Narcissister skal høres af alle og være midtpunktet til festen - ellers gider de slet ikke deltage. De taler og taler og taler og gider sjældent at bruge tid på at lytte eller snakke om dig. 

4. Jobbet kunne ikke passes uden dem

Narcissisten danner et forskruet billede af sine egne evner og tager gerne denne forestilling med på arbejdet. Hvis ikke at narcissisten mødte ind hver dag, så kunne direktøren ligeså godt lukke fabrikken. Den fungerer ikke uden ham/hende.

Så er det underordnet, at narcissisten godt nok kun arbejder som funktionær i indkøbsafdelingen, men spørger du vedkommende selv, vil det være det vigtigste job overhovedet. 

5. Du er ikke værdig til min beundring

Narcissisten skal helst stryges med hårene, ellers sidder vedkommende straks ude i bilen på vej hjem igen, inden den første flaske vin er blevet åbnet. 

Ny forskning har faktisk vist, at det værste, som narcissister kan udsættes for, er kritik. De afskyer kritik, som vampyrer afskyr hvidløg.

 

 

Derfor omgiver narcissisten sig med omgængelige og letpåvirkelige venner og bekendte, der kan støtte deres vrangforestillinger, og som er ‘værdige’ til at omgive sig med dem - og nemme at manipulere med.

6. Fremragende førstehåndsindtryk - men så går det galt

Ligesom gode sælgere er narcissisten rigtig god til nye mennesker, hvor der ikke er nogen kritik eller forestillinger om deres egen person. Det giver dem ganske enkelt muligheden for at tegne et nyt billede af dem selv, og det skal de nok udnytte. 

Foto: Shutterstock

Men når det kommer til langvarige forhold, så er det nedslidende for en partner at understøtte narcissistens helt uudtømmelige behov for opmærksomhed og anerkendelse, og derfor vil narcissisten langsomt stoppe med at 'plej' forholdet, hvis vedkommende ikke får nok anerkendelse ud af 'anstrengelserne'.

7. De er ligeglade med andres følelser

Det er typisk, at man godt kan mærke, når andre menneskers humør ændrer sig. Hvis man til et selskab fortæller en lidt for fræk vittighed eller siger noget spydigt, så kan man måske selv fornemme, at man er gået over grænsen og har gjort andre kede af det. 

Det vil narcissisten skide højt og flot på. Kan man ikke tåle mosten, så er det dig selv eller alle andre, der er noget galt med. Narcissisten kender ikke til dårlig samvittighed eller empati. 

I Danmark betegnes narcissisme som en personlighedsforstyrrelse, der rammer mellem to og tre procent af befolkningen. 

Halvdelen af alle de tilfælde, hvor danskere lider af forstyrrelsen, skyldes arvelige og genetiske forhold. 

Derudover peger forskere på, at personlighedsforstyrrelsen opstår i barndommen, hvor at der ikke dannes den tætte relationer mellem forældre og børn, hvilket er en vigtig indikator for narcissister.  

Forskning peger nemlig på, at narcissister har et grundlæggende behov for at blive elsket, som de ikke har fået opfyldt tidligt i livet. Derfor kan mange narcissister også ende i mangeårige depressioner. 

Lidelsen behandles bedst ved hjælp af samtaleterapi, men det er først, når narcissisten har fået knækket selvtilliden (og det er ikke nemt), at han eller hun søger behandling. 

Forældre søger barnepige til 425.000 kroner i løn - men der er en uhyggelig hage ved jobbet.