For at blive klogere på nyplatonisme, må man lige en tur inden om den græske filosof Platon. Han levede i tiden omkring 400 f.kr og er ophavsmanden til den filosofiske tankegang platonisme.
Platon opfattede verdenen som delt i to. En fysisk verden og en åndelig verden.
Nyplatonisme
Den ene, fænomenernes verden omtales også som den materielle verden. Det er den fysiske verden, som vi kan begå i ved hjælp af vores sanser. Den anses for at være en falsk verden, fordi alt i den konstant er under forandring og kan forgå.
Da alt kan forsvinde, anser Platon verdenen for at være uperfekt. Denne verden er overfladisk.
Den anden verden er idéernes. Den immaterielle verden.
Her er tingene i modsætning til fænomenernes verden evige og uforanderlige. Denne verden er den sande, hvilket medfører en form for klarsyn. Her findes ingen død og intet ophør.
Det kaldes dualisme, hvor man kort sagt deler verden op i krop og sjæl.
Forskellen på nyplatonisme og platonisme
Netop dualismen er det der adskiller platonismen fra nyplatonismen.
Med den romantiske periode, der varede fra 1802 til 1870 i Danmark, kom romantikkens tænkere og kunstnere i konflikt med deres overbevisning.
Mens adskillelsen på det ene plan gav mening for dem, kolliderede den forklaring med den overbevisning, som de nyplatonistiske tilhængere havde om en besjælet verden, hvor det guddommelige findes overalt og i alt.
De byggede så at sige videre på Plantons filosofiske skole.
Denne romantiske strømning blev bl.a. repræsenteret af Schack von Staffeldt, der er mest kendt for sit digt Indvielsen samt Adam Oehlenschläger, der er ophavsmand til det mest kendte digt fra den tid Guldhornene, som stort set alle danskere har stiftet bekendtskab med i løbet af deres skoletid.
Kun kunstnerne – de store genier – har fuld indsigt i idéernes verden, som ikke overraskende er den foretrukne verden hos dem. Det er kun her, at man kan finde det sande, skønne eller det gode.
I fænomenernes verden ses derimod kun stumper eller brudstykker fra idéerne verden, for her er det kun vores sanser, vi kan bruge.
Mennesket er splittet mellem de to verdener, men samtidig findes der en stor grad af besjæling med det guddommelige i den fysiske verden.
Men der har eksisteret neoplatonister længe inden da.
De har godt nok selv beskrevet sig selv som "platonister", men senere er der kommet denne afskillesen, fordi deres fortolkning rummer unikke forklaringer, at det adskiller sig fra, hvordan Platon anskuede verden.
Den første strømning under sen-antikken varede indtil 250 e.Kr.
Her er den mest kendte den græske filosof Plotin, der regnes for at være grundlæggeren af nyplatonisme.
Han levede fra 205 til 270 e.Kr. og kom vidt omkring. Han var uddannet i Alexandria i Egypten og grundlagde senere en filosofskole i Rom.
Plotin mener, at der er tale om et heiraki af virkeligheder, og ikke bare som Platon en idéverden og sanseverden.
For Plotin er der derimod tre niveauer.
Det ene, sjælen og fornuften.
For Plotin er den højeste guddom, Det Ene, mens verdensfornuften og verdenssjælen befinder sig under. Den materielle verden nederst.
Da den blot består af en afspejling af det fuldkomne, betyder det, at mennesket søger opad mod det guddommelige, som de stammer fra.
Ligesom romantikkens syn på det guddommelige, mener Plotin heller ikke at guddommelig er lig med Gud. Guddommelig kan være en hvilken som helst gud -altså såkaldte hedenske guder, så Det ene kan være, hvad som helst.
I romantikken i Danmark finder vi således også henvisninger til de gamle guder fra den nordiske mytologi.
Nyplatonismes indflydelse på kristendom
Plotins Nyplatonisme har ikke alene haft indflydelse på senere opstået filosofi – den har også haft indflydelse på kristendommen.
Teologen og filosoffen Augustin blev født i det romerske kejserige i år 354 og levede indtil 430 e.Kr. overførte Plotins tanker til kristendommen.
En biskop ved navn Ambrosius inspirerede Augustin med sine tanker om sjælen som værende ikke-fysisk og boende i et legeme, der kunne forgå.
Det passede godt ind med tankerne fra Platon om en åndelig og en fysisk verden, men problemet var bare, at Platon mente, at det var fornuft og tanke, der kunne lede mennesket frem til den ideelle verden.
Derfor faldt han bedre i hak med Plotin, der placerede det guddommelige uden for den sanselige rækkevidde og væk fra tankerne og det fornuftprægede.
Plotin dyrker menneskets inderste, og det potentiale, der findes i der i jagten på at opstige.
Augistin udbredte således sin åbenbaring, så den blev optaget af kristendommen.
