Selve digtet blev skrevet på baggrund af tyveriet af guldhornene som var en stor sag i Danmark på det tidspunkt. Begge de danske guldhorn blev stjålet i 1802 og omsmeltet. Der findes i dag kopier, der kan ses på Nationalmuseet.
Guldhornene digt
(Adam Oehlenschläger, 1802)
De higer og söger
i gamle Böger,
i oplukte Höie
med speidende Öie,
paa Sværd og Skiolde
i muldne Volde,
paa Runestene
blandt smuldnede Bene.
Oltids Bedrifter1
anede trylle;
men i Mulm de sig hylle,
de gamle Skrifter.
Blikket stirrer,
sig Tanken forvirrer.
I Taage de famle.
„I gamle gamle
hensvundne Dage!
da det straalte i Norden,
da Himlen var paa Jorden,
giv et Glimt tilbage!”2
Skyen suser,
Natten bruser,
Gravhöien sukker,
Rosen sig lukker.
De övre Regioner
toner!
De sig möde, de sig möde,
de forklarede Höie,
kampfarvede, röde,
med Stierneglands i Öie.
„I som raver i blinde,
skal finde
et ældgammelt Minde,
der skal komme og svinde!
Dets gyldne Sider
skal Præget bære
af de ældste Tider.
Af det kan I lære.
Med andagtsfuld Ære
I vor Gave belönne.
Det skiönneste Skiönne,
en Möe
skal Helligdommen finde!”
Saa synge de og svinde.
Lufttonerne döe!
Hrymfaxe den sorte
puster og dukker
og i Havet sig begraver.
Morgenens Porte
Delling oplukker,
og Skinfaxe traver
i straalende Lue
paa Himlens Bue.
Og Fuglene synge.
Dugperler bade
Blomsterblade,
som Vindene gynge.
Og med svævende Fied
en Möe hendandser
til Marken afsted.
Violer hende krandser.
Hendes Rosenkind brænder,
hun har Lilliehænder.
Let som en Hind
med muntert Sind,
hun svæver og smiler;
og som hun iler
og paa Elskov grubler —
hun snubler!
og stirrer og skuer
gyldne Luer,
og rödmer og bæver
og zittrende hæver
med undrende Aand,
af sorten Muld,
med sneehvide Haand,
det röde Guld.
En sagte Torden
dundrer!
Hele Norden
undrer!
Og hen de stimle
i store Vrimle,
og grave og söge
Skatten at foröge.
Men intet Guld!
Deres Haab har bedraget.
De see kun det Muld,
hvoraf de er taget.
Et Sekel svinder!!
Over Klippetinder
det atter bruser.
Stormenes Sluser
bryde med Vælde.
Over Norges Fielde
til Danmarks Dale
i Skyernes Sale,
de forklarede Gamle
sig atter samle.
„For de sieldne Faae
som vor Gave forstaae,
som ei Jordlænker binde,
men hvis Siele sig hæve
til det Eviges Tinde,
som ane det Höie
i Naturens Öie,
som tilbedende bæve
for Guddommens Straaler,
i Sole, i Violer,
i det Mindste, i det Störste,
som brændende törste
efter Livets Liv,
som — o store Aand
for de svundne Tider!
see dit Guddomsblik
paa Helligdommens Sider,
for dem lyder atter vort Bliv!
Naturens Sön,
ukiendt i Lön,
men som sine Fædre,
kraftig og stor,
dyrkende sin Jord,
ham vil vi hædre,
han skal atter finde!”
Saa synge de og svinde.
Hrymfaxe den sorte
puster og dukker,
og i Havet sig begraver.
Morgenens Porte
Delling oplukker,
og Skinfaxe traver
i straalende Lue,
paa Himlens Bue.
Ved lune Skov
Öxnene trække
den tunge Plov,
over sorten Dække.
Da standser Ploven,
og en Gysen farer
igiennem Skoven.
Fugleskarer
pludselig tier.
Hellig Taushed
alt indvier.
Da klinger i Muld
det gamle Guld.
Tvende Glimt fra Oldtidsdage
funkler i de nye Tider.
Selsomt vendte de tilbage,
gaadefyldt paa röde Sider.
Mystisk Helligdom omsvæver
deres gamle Tegn og Mærker.
Guddomsglorien ombæver
Evighedens Underværker.
Hædrer dem, thi Skiebnen skalter!
snart maaskee de er forsvunden.
Jesu Blod paa Herrens Alter
fylde dem, som Blod i Lunden.
Men I see kun deres Lue,
ikke det ærværdigt Höie!
Sætte dem som Pragt tilskue
for et mat nysgierrigt Öie.
Himlen sortner, Storme brage!
Visse Time du er kommen.
Hvad de gav de tog tilbage.
Evig bortsvandt Helligdommen.
