UPS: Så mange slukkede TV’et inden Danmarks comeback

Henrik Rothenbücher

294 uger siden

|

27/03/2019
Der var nok mange danskere, der var ved at få morgenkaffen galt i halsen, da de kunne se, at Danmark havde scoret tre mål i de døende minutter af den vigtige kamp mod Schweiz. Nu har Discovery Network afsløret, hvor mange danskere, der valgte at smutte før comebacket.

Dagens topnyheder

Det var en vanvittig oplevelse af overvære herrelandsholdets EM-kvalifikationskamp mod Schweiz i går aftes. Dels fordi at Danmark spillede en tåkrummende dårligt kamp, og var på vej til et stort nederlag, men også fordi, at Danmark pludselig sprang frem som en trold op af en æske og sikrede et vanvittigt comeback og et enkelt point.

Det var dog de færreste, der havde regnet med, at Danmark kunne score tre mål, da der blot resterede seks minutter af kampen plus tillægstid, og mange valgte derfor at slukke for tv’et eller skifte kanal. Det har de helt sikkert fortrudt, da de næsten morgen tjekkede medierne eller deres livescore, hvor slutresultatet var 3-3.

24 % var hoppet fra

Da seertallet var højest i kampen, var der 703.000 der fulgte med på Kanal 5 fortæller Discovery Networks, men ved tidspunktet da Mathias ”Zanka” Jørgensen reducerede til 3-1, så var der blot 535.000 seere, der fulgte med. Det var med andre ord 24 % af tv-seerne, der valgte at springe fra, inden Danmark leverede et enestående comeback, der efterlod seerne i en choktilstand.

Det var Mathias ”Zanka” Jørgensen, der i det 84. minut dukkede frem i feltet og sendte reduceringen i mål, hvilket gav Danmark et spinkelt håb om, at det kunne nås. Da indskiftede Christian Gytkjær i det 88. minut reducerede til 3-2, kom der pludselig fornyet spænding i kampen, og nu var det pludselig muligt for Danmark at få et point med hjem.

De sidste minutter af kampen hvor der var lagt fire minutter til, blev hovedsageligt brugt på schweizernes banehalvdel, hvor Danmark konstant sendte lange bolde op i feltet. En lang bold og noget klumpspil var netop det, som Danmark havde brug for i det 93. minut, hvor Henrik Dalsgaard dukkede op og fik sat hovedet på bolden. Den gik ind bag en fremadstormende Yann Sommer, og dermed kunne Danmark fuldende det vanvittige comeback, som mange tv-seere desværre gik glip af, da de ikke troede på miraklet.

Det fortryder de nok i dag, og det vidner bare endnu engang om, at en kamp aldrig er færdig, før dommeren har fløjtet for sidste gang.