Det er blevet mærkbart dyrere at være pensionist.
Fra strømregninger til dagligvareindkøb og de høje benzinpriser, der presser budgettet hos mange ældre, er omkostningerne steget på næsten alle fronter.
I takt med denne udvikling er prisen på den pensionsreform, som Pensionskommissionen har foreslået, også blevet skruet gevaldigt op.
Ifølge Jyllands-Posten vil det nu koste 29 milliarder kroner at gennemføre kommissionens forslag fremfor de 18 millioner kroner det kostede tilbage i 2022.
Mediet lægger ikke skjul på, at den opdaterede pris bygger på finansminister Nicolai Wammens beregninger, der netop er fremlagt for Folketinget.
Forklaringen på de øgede omkostninger skyldes blandt andet, at den økonomiske model nu ser frem mod år 2130, hvor den tidligere beregning stoppede i 2100.
Dermed har prisen på reformen fået et kraftigt løft i takt med, at man ser længere frem i fremtidens stigende udgifter.
Ny pensionsmodel
Regeringen har endnu ikke præsenteret en detaljeret plan for en ny pensionsmodel, men statsminister Mette Frederiksen har i sommer antydet, at hun ønsker at stoppe den automatiske stigning i pensionsalderen.
En konkret reform har dog endnu ikke set dagens lys.
Pensionskommissionen fremlagde oprindeligt sit forslag om en justeret stigning i folkepensionsalderen, hvor tanken var at tilpasse sig danskernes stigende levetid, men uden at presse de ældste aldersgrupper yderligere.
Kommissionen foreslog, at levetidsforbedringer blandt yngre kun delvist skulle afspejles i højere pensionsalder, mens resten af det ekstra leveår skulle tilfalde pensionsperioden.
Formålet er at sikre en balance, så et længere liv også betyder flere år som pensionist og ikke kun en forlængelse af arbejdslivet.