Nu er det slut: Erfaren landsholdsspiller stopper

Mathias Madsen

17 uger siden

|

25/08/2024
Én af de erfarne herrer på det danske landshold i fodbold har valgt at stoppe karrieren som landsholdsspiller.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

De dansk fodboldherrer kan om nogen samle nationen, og selvom holdet består af både nye og mere erfarne spillere, så er de alle elsket af fodboldfans over hele Danmark på hver deres måde.

Én af de mere erfarne har dog nu valgt at trække stikket og stoppe sin karriere på landsholdet. Det har han selv offentliggjort på det sociale medie Instagram.

Det er FCK-spilleren Thomas Delaney, som har spillet for det danske landshold i 11 år, der nu officielt har spillet sin sidste kamp for landsholdet.

I et opslag på Instagram lyder det således: "Tiden er nu den rette til at sige tak for denne gang og give stafetten videre."

"Det er med kæmpe ydmyghed og stolthed, at jeg kigger tilbage på min landsholdskarriere: At være landsholdspiller har givet mig nogle af de største øjeblikke og oplevelser, som jeg altid vil bære med mig," lyder det fra den erfarne herrer, som altså nåede at spille 81 kampe for det danske landshold.

Han nævner selv sommeren '21, hvor Christian Eriksen fik hjertestop på banen under EM-turneringen, men hvor Danmark alligevel formåede at gå hele vejen til semifinalen, som ét af hans karrieres højdepunkter.

"Sommeren ’21 vil for mig altid stå som noget unikt, hvor det at være landsholdsspiller blev til noget større. En sommer, der samlede en hel nation," har han således beskrevet.

I opslaget takker Delaney desuden "alle de trænere, jeg har haft i tidens løb [...], alle ledere jeg har mødt på min vej og mine holdkammerater gennem årene."

Opslaget slutter: "Og ikke mindst tak for den kæmpe opbakning, vi har oplevet fra de danske fans hvor end i verden, vi har spillet. Nu er tiden som landsholdsspiller endt og tiden som fan begyndt. Jeg glæder mig."

Opslaget har i skrivende stund fået næsten 2.500 'likes' på kun 10 minutter, og i kommentarfeltet vælter roserne ind til den nu pensionerede landsholdsspiller.

"Tak for alt Delaney, kæmpe legende," lyder det blandt andet fra én, og en anden skriver ligeledes: "Tak for denne gang og held og lykke med det hele."

Du kan læse opslaget i sin fulde længde herunder.