Av og øv.
Danmarks håndboldkomet Mads Hoxer må desværre vinke farvel til OL i 2024, efter en træningsskade har sat en stopper for hans deltagelse.
Mandag pådrog bagspilleren sig en ankelskade, hvilket har tvunget ham til at forlade OL-lejren.
Den unge håndboldspiller, der havde set frem til sin store rolle på holdet, fortæller til TV 2 Sport om sin skuffelse:
"Jeg var allerede nervøs, da det skete, om det ville koste OL. Da jeg så fandt ud af det, blev jeg selvfølgelig ked af det, men der er ikke så meget at gøre ved det."
Havde helt specielle planer
For Hoxer var OL en af de store drømme. Skaden kom på et tidspunkt, hvor han var tiltænkt en vigtig rolle på holdet.
"Det var også derfor, at jeg havde glædet mig ekstra meget, fordi der var udsigt til spilletid og en større rolle, hvilket jeg havde glædet mig til. Derfor gør det ekstra ondt, men det forsøger jeg ikke at tænke på nu," siger han.
OL skulle have været Mads Hoxers anden store turnering i år. Tidligere deltog han i EM i Tyskland, hvor Danmark nåede finalen, men måtte se sig slået af Frankrig.