Josefine Høgh deler for første gang sin historie: “Det skal fandeme være løgn”

Nicolai H

24 uger siden

|

05/07/2024
Sport
Foto: Bo Nymann/Photographer Bo Nymann/Ritzau Scanpix
Den folkekære sportsvært taler for første gang ud om de svære valg.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Det er de færreste der ikke har fået et godt øje for Josefine Høgh igennem de seneste år.

Den 34-årige sportsvært og kommentator har interviewet nogle af de største danske sportsnavne, så som Jonas Vingegaard og Viktor Axelsen. Dog er det nok fodboldverdenen de fleste danskere kender den populære vært fra.

Men det er vigtigt at påpege, at hendes vej ind i fodboldverdenen ikke stammer fra hendes tid i tv-studierne, men faktisk de mange års erfaring på fodboldbanen.

Udover at være datter af den tidligere professionelle landsholdsspiller Lars Høgh, så ligger talentet med fodbolden åbenbart i familien. Før hendes tid på skærmen havde Josefine en prangende karriere som professionel fodboldspiller, der blandt andet førte hende hele vejen til kvindelandsholdet.

Men vejen dertil var ikke nem, og især i hendes tidligere dage blev hun mødt af modstand. Og nej-sigerne startede allerede i efterskole- og gymnasietiden, hvor skolebøgerne og ungdomslandsholdet skulle balanceres.

Det forklarer hun i podcasten "Sportshjerte," hvor Patricia Thyberg får sig en snak med Høgh om hendes rejse fra glidende tacklinger til fodboldstudiets rampelys.

"Jeg fik at vide af min ungdomslandstræner, at jeg ikke kunne gå på efterskole og samtidig fortsætte på landsholdet, fordi niveauet ikke ville være godt nok og jeg ikke ville blive matchet godt nok. Og der havde jeg det bare sådan 'det skal fandeme være løgn. Det skal jeg fandeme vise ham at det kan jeg godt,' om jeg så skal træne det hårdere," forklarer den tidligere landsholdsspiller.

Som en løsning kom Josefine til at træne med drengene, hvilket var nok til at vedligeholde hendes høje niveau, i en sådan grad at hun kunne forblive i landsholdstrøjen.

Vejen væk fra banen

Modstanden fortsatte dog også efter gymnasietiden; denne gang var det studierne der tvang Josefine til at nedskalere det høje fodboldtempo.

Josefine påbegyndte en psykologiuddannelse på Aarhus Universitet, og måtte derfor skifte den fuldtidsprofessionelle kontrakt hos Fortuna Hjørring ud med Idrætsklubben Skovbakken, så der var plads til både bolden og bøgerne. Og da kandidatuddannelsen var i hus, takkede hun ikke kun farvel til studierne, men også tiden på græsset.

Dog var skiftet naturligt, da hun under uddannelsesforløbet var påbegyndt et studiejob på først DR og derefter TV 2 Sport - og sådan blev sportsværten Josefine Høgh skabt.

"Jeg kunne begynde at mærke at jeg elskede at spille fodbold og at skulle til træning hver dag. Og jeg havde det sådan at 'jeg kan først stoppe den dag jeg ikke syntes det er sjovt længere'. Men jeg kunne mærke at jeg kommer til at syntes at det er sjovt hele mit liv. Men der var noget andet der var begyndt at trække. At jeg ligesom havde oplevet det jeg skulle. Jeg havde spillet Champions League, spillet landskamp, været på ungdomslandsholdet hele mit liv, haft en fuldtidsprofessionel kontrakt, vundet et danmarksmesterskab. Jeg har fandeme været her, så jeg var også klar til at der skulle være noget andet."

Selvom skæbnen ikke ville hende i landsholdsfarverne, har Josefine langt fra levet et mangelfuldt liv. Hun er i dag gift med tv-værten Lasse Sjørslev, og sammen har parret en datter. Og med hendes job, er sporten stadig en stor del af hendes dagligdag.