Dømt pædofil blev mødt med buh-råb, da han gik på banen til OL: Derfor må han deltage

Mathias Madsen

21 uger siden

|

28/07/2024
Sport
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Den Olympiske Komite forsvarer, at en dømt pædofil deltager i dette års OL.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

OL i Paris 2024 er godt i gang. I går spillede de danske håndboldherrer for eksempel mod Frankrig i en kamp, som startede skidt, men endte særdeles godt for Danmark.

Overalt i den franske hovedstad er der gang i forskellige sportsgrene, og fans kan følge med i alt fra håndbold og bordtennis til hækkeløb og spydkast.

Volleyball er også en olympisk disciplin, og hollandske Steven Van de Velde gik for kort tid siden på banen sammen med sin makker Matthew Immers, da de skulle møde den italienske duo Alex Ranghieri og Adrian Carambula.

Kampen endte med en sejr til italienerne, men det var alligevel hollandske Van de Velde, der løb med opmærksomheden. Den 29-årige volleyball-spiller har nemlig en fortid, som gør, at de færreste ønsker at se ham i rampelyset.

Voldtog 12-årig

Ifølge det britiske medie Ladbible blev 29-årige Van de Velde i 2016 dømt for at have voldtaget en 12-årig britisk pige tre gange i 2014.

Den ældre hollænder fløj i 2014 (da han var 19 år) fra Amsterdam til London for at møde pigen, som han havde mødt online. I løbet af sit besøg forgreb han sig på pigen, og to år senere blev han altså idømt en fængselsstraf på fire år for tre tilfælde af voldtægt af en mindreårig.

Van de Velde endte kun med at afsone ét år af sin straf, da han opførte sig eksemplarisk, udviste anger og tog imod hjælp til at komme af med sine pædofile tendenser.

Her 10 år senere stod han så på banen til en olympisk volleyball-kamp, og det var tilskuerne bestemt ikke tilfredse med. Da Van de Velde gik på banen blev han således mødt af buh-råb, men Den Internationale Olympiske Komite har forsvaret, at den dømte pædofil har fået lov til at deltage i OL.

"Van de Velde har engageret sig fuldt til alle krav og har klaret alle risikovurderinger [og] tjek [...]. Eksperter har vurderet, at der ikke er risiko for tilbagefald," har Den Hollandske Olympiske Komite slået fast i en udtalelse, hvori der desuden står:

"Van de Velde har konstant været transparent omkring sin sag, som han omtaler som den mest signifikante fejltagelse i hans liv. Han fortryder inderligt konsekvenserne af sine handlinger for de involverede."

Komiteen slår desuden fast, at Van de Velde både professionelt og privat har "demonstreret [...] selvindsigt og refleksion," og at han derfor ikke længere bør straffes for handlinger begået for 10 år siden.

Talsperson for Den Internationale Olympiske Komite Mark Adams har ligeledes udtalt, at Van De Velde ikke bør udelukkes på grund af en forbrydelse, som fandt sted "for 10 år siden."

"Meget rehabilitering er blevet sat i værk [...], og den omtalte atlet bor ikke engang i den olympiske landsby. Så vi føler, at Den Hollandske Olympiske Komite har argumenteret for deres beslutning. [...] vi [red. Den Internationale Olympiske Komite] føler, at den forklaring, som de [red. Den Hollandske Olympiske Komite] har givet os er korrekt, og vi vil fortsætte med situationen, som den er," har Adams slået fast.

Van de Velde bor efter eget ønske ikke i den olympiske landsby ligesom de fleste andre atleter, og han deltager ligeledes ikke i interviews.