Dansk ferieparadis lukker flere strande

Nicolai H

20 uger siden

|

17/07/2024
Rejser
Foto: Shutterstock
Bakterieforurening gør nu at adskillige strande lukker.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Mens mange tusinde turister kan nyde ferien uden bekymringer, er der andre, der skal være opmærksomme på forskellige farer og forbud.

Blandt andet har vi her på Nyheder24 tidligere belyst, at turister på De Kanariske Øer skulle tage sig i agt for naturens kræfter.

Den spanske vejrtjeneste, Aemet, udsendte nemlig en advarsel om kraftig vind og høje bølger, som gjaldt fra den 10 til den 12. juli, da det var direkte farligt at bade i havet ved den sydlige, vestlige og østlige del af Gran Canaria, den sydlige del af Tenerife samt hele Lanzarote, La Gomera og El Hierro.

For turister var der i den nævnte periode totalt badeforbud flere steder, og man risikerede at få en bøde på over 10.000 kroner, hvis man hoppede i vandet.

Som om turisterne på De Kanariske Øer ikke har været udsat for nok allerede, så skal de nu forholde sig til, at flere strande lukkes.

Det skriver B.T.

Bakterieforurening fra spildevand er et problem, der længe har hærget på De Kanariske Øer, og det har nu medført midlertidige strandlukninger.

Ifølge Canarian Weekly er strandene El Médano og Playa Jardín på Tenerife særligt ramt af den omtalte forurening.

I begyndelsen af juli blev Las Teresitas-stranden også lukket i en periode på grund af høje forureningsniveauer, men den er nu genåbnet, hvorfor turister frit kan benytte sig af den.

"Problemet har altid eksisteret, men det ser ud til, at vores politikere godt kan lide at leve på kanten og lade kloakvandet flyde uhæmmet. Dette er et folkesundhedsproblem, der skaber grobund for bakterier og vira, der truer både menneskers og maritime liv," lyder det fra Pablo Martín, der er havbiolog.

Det er dog ikke kun på Tenerife, at den er gal.

Pablo Martín påpeger, at også Lanzarote og Fuerteventura oplever problemer med spildevandsforurening, hvilket påvirker både lokalbefolkningen og turisterne.