Ukraine modtager penge, hurtigere end de kan bruge dem: Danmark har sendt 600 millioner

Mathias Madsen

138 uger siden

|

29/04/2022
Politik
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Der er efterhånden ikke mangel på økonomisk støtte til Ukraine.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Store dele af verden har vist deres støtte til Ukraine i forbindelse med Ruslands invasion af landet, og hele den vestlige verden har bakket op og støttet det krigshærgede land med alt fra humanitær støtte i form af frivillige, mad, tøj og medicin til våben og kolde kontanter. 

Senest har USA's præsident, Joe biden, ifølge TV2 i går udtalt, at der er flere ressourcer på vej fra USA til Ukraine.

Helt konkret har han bedt Kongressen i USA om yderligere 33 milliarder dollars (cirka 234 milliarder kroner), som skal sendes til Ukraine, og som landet opfordres til blandt andet at bruge på våben. 

20 milliarder dollars skal således gå direkte til våben, ammunition og andre former for militært udstyr. 

En stor del af det resterende beløb er øremærket økonomisk hjælp til den ukrainske regering, men ifølge Peter Viggo Jakobsen, som er lektor ved Forsvarsakademiet, har donationerne til Ukraine efterhånden taget overhånd. 

"Det er lige før, at man får et indtryk af, at de får så meget grej og [så mange] penge, at de ikke kan nå at bruge det," har han således udtalt til TV2. 

Ukraine har da også modtaget ualmindelig mange penge og meget militært grej fra blandt andre flere EU-lande; herunder Tyskland som netop har meddelt, at de vil sende adskillige Gepard-luftværnskanoner til det krigshærgede land. 

Danmarks statsminister Mette Frederiksen har ligeledes for nyligt udtalt, at Danmark sender yderligere 600 millioner kroner til Ukraine, og at disse penge skal gå direkte til militært udstyr og våben. 

"Vi vil gøre, hvad vi kan, for også at støtte Ukraine i fremtiden. Jeg har derfor i dag informeret dig, præsident Zelenskyj, om substantielle nye bidrag," udtalte Mette Frederiksen således ifølge Altinget på et pressemøde i sidste uge, hvor hun desuden lovede, at Danmark vil hjælpe med at genopbygge den ukrainske havneby Mykolajiv.

Samtidig med at statsministeren kaster flere hundrede millioner efter Ukraine kæmper mange danskere med at få økonomien til at gå op på grund af den høje inflation og de stigende energi- og oliepriser.