Hvis børn og unge ned til 12 år begår kriminalitet, skal det kunne straffes med sanktioner som eksempelvis bilvask, rengøring og andre forefaldende arbejdsopgaver.
Sådan lyder det i regeringens nye udspil mod ungdomskriminalitet, som fredag blev præsenteret af justitsminister Søren Pape Poulsen og socialminister Mai Mercado.
‘Alle handlinger har konsekvenser’ lyder titlen på udspillet, som har til formål at nedbringe ungdomskriminaliteten ved blandt andet at indføre en ny såkaldt ungelavalder på 12 år.
- Med reformen vil regeringen sætte tidligere og mere håndfast ind over for unge, der risikerer at havne i en kriminel livsstil. Til trods for at ungdomskriminaliteten er faldende, findes der nemlig stadig en hård kerne af unge kriminelle, der står for op imod halvdelen af straffelovsovertrædelserne for deres årgang, skriver regeringen i deres udspil.
Udspillet indeholder 15 nye initiativer, der skal ‘forebygge, at unge vender det store fællesskab ryggen og ender i den hårde kerne af unge kriminelle. Udspillet skal sikre en mærkbar og hurtig konsekvens, når de unge forbryder sig mod samfundets regler’, lyder det i udspillet.
Konkret foreslår regeringen at oprette et såkaldt ungdomskriminalitetsnævn, der skal sikre, at ‘den unge hurtigt mødes med målrettede, kriminalitetsforebyggende reaktioner, som er skræddersyet til den unges situation’.
Derudover vil regeringen oprette en ny ungekriminalforsorg, som ‘skal sørge for konsekvent opfølgning og sikre, at den unge følger nævnets afgørelse. Om nødvendigt kan politiet medvirke til at sikre den unges medvirken’.
- Hvis unge træder ved siden af, vil vi sikre, at myndighederne hurtigt og konsekvent griber ind og tager hånd om dem, inden de risikerer at ende som forråede kriminelle. Det skal ske med målrettede, forebyggende og genoprettende reaktioner, som er skræddersyet til den unges situation, siger justitsminister Søren Pape Poulsen
Den kriminelle lavalder ligger i dag på 15 år.
Politiker om pynt i Rema 1000: Upassende at sælge afskårne lemmer, når ubådssagen er på sit højeste