Der er ingen tvivl om, at den har skabt omtale og debat i stort omfang. Dokumentaren 'Forfulgt af politiet?' har været på noget nær alles læber, siden den fik premiere.
Ikke alle ser på den meget omtalte tv-dokumentar med samme briller. Mange har rettet skarp kritik af betjentene og politiet som helhed, mens andre har kritiseret dokumentaren for at være unuanceret.
En af dem, som bestemt ikke er fan af dokumentaren, er justitsminister Peter Hummelgaard. Det gjorde han meget klart på et samråd i Folketinget om netop denne dokumentar.
"Det er helt vildt, at man overhovedet tillader at klippe en udsendelse sammen på den måde," lyder det fra ham ifølge B.T.
I 'Forfulgt af politiet?' følger man en familie med syrisk baggrund, der bor i Vejle. Familien fortæller i udsendelsen om, hvordan de føler sig forfulgt og chikaneret af betjente fra det lokale politi.
Dokumentaren kulminerer med, at den kun 16-årige Farhad Tober forsvinder en aften. Det sker i kølvandet på, at han og en række af familiens øvrige medlemmer bliver stoppet af politiet i deres bil.
Peter Hummelgaard mener, at det er 'under al kritik', at der er blevet skabt insinuationer fra dokumentarskabernes side.
Han fortæller også om, at dokumentaren faktisk har haft konsekvenser. Det har nemlig betydet, at familier med politiansatte har været nødt til at blive genhuset på grund af trusler.
Desuden mener han også, at dokumentarskaberne har insinueret, at politiet skulle have haft noget at gøre med, at Farhad Tober forsvandt.
"Det bobler over i mig af vrede over den måde brede dele af offentligheden konkluderede oven på en dokumentar, der reelt ikke giver nogen svar," siger han også.