Mette Frederiksen åben for Lars Løkke-samarbejde - men hun har ét krav

Nicolai Busekist

113 uger siden

|

21/10/2022
Politik
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Statsminister Mette Frederiksen mener, at det er positivt, at Lars Løkke Rasmussen gerne ser en regering med Socialdemokratiet. Hun vil dog stadig have posten som statsminister.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen har gjort det klart, at han mener, at Socialdemokratiet skal være en del af den nye regering.

Mette Frederiksen er selvfølgelig positiv over for meldingen fra Moderaterne-formanden. At Lars Løkke Rasmussen bejler til at være med i regeringen, ændrer dog ikke på, at hun ser sig selv som statsminister i en kommende regering.

Det har hun ifølge Ritzau forklaret til den fremmødte presse i forbindelse med fredagens EU-topmøde i Bruxelles. Her blev hun nemlig spurgt om, hvad hun mener om den melding som Lars Løkke Rasmussen er kommet med.

"Det synes jeg selvfølgelig er positivt. Jeg tror egentlig, at jeg vil benytte lejligheden til at opfordre Jakob Ellemann-Jensen og Søren Pape Poulsen til at genoverveje deres meget klare afvisning af et bredt samarbejde," lød det fra Mette Frederiksen.

Det, der har fået bolden til at rulle er, at Lars Løkke Rasmussen i et interview med Zetland udtalte, at han er nået frem til den konklusion, at 'vi er nødt til at have Socialdemokratiet med' i en regering.

Og Mette Frederiksen lyder til at være positivt stemt over for et samarbejde med både Moderaterne og Lars Løkke Rasmussen, men hun kan ikke se sig selv i en regering med partiet, hvis det ikke er hende, der er statsminister.

"Vi stiller med vores egen statsministerkandidat. Og det gør vi, fordi jeg er landets statsminister, og i al beskedenhed har vi ledt det her land godt igennem kriserne," sagde Mette Frederiksen ifølge Ritzau i Bruxelles.

Hun gjorde det desuden klart, at hun og resten af Socialdemokratiet mener, at de vil være de bedst egnede til at lede landet fremadrettet.