Verden bliver - om vi kan lide det eller ej - mere og mere globaliseret, og borgere fra forskellige lande har mere end nogensinde før brug for at kunne kommunikere med hinanden.
Derfor bliver verdensomspændende sprog som spansk, kinesisk og engelsk også mere og mere udbredt, og særligt engelsk har fået en stor plads i sproget i mange vestlige lande.
Først og fremmest kommer mange "almindelige" ord fra engelsk, men derudover er for eksempel danskerne også begyndt at tage engelske udtryk og engelsk slang til sig.
Det er for eksempel ikke unormalt at høre en dansker bruge udtrykket 'oh my god' eller 'what the fuck' længere, og mange særligt unge gør stor brug af engelske fraser, ligesom man på mange arbejdspladser decideret snakker engelsk, fordi medarbejderne måske kommer fra flere forskellige lande.
Nogle vil mene, at det engelske sprog er en uundgåelig del af udviklingen i verden, men det italienske regeringsparti, Italiens Brødre, mener noget andet.
Partiet mener nemlig tilsyneladende godt, at man kan undvære sproget, og derfor har de ifølge TV2 foreslået at forbyde brugen af engelsk hos offentlige myndigheder og institutioner i Italien.
Partiet vil således forbyde, at offentlige myndigheder og institutioner gør brug af engelsk i deres kommunikation med borgerne.
Om forslaget bliver en realitet, må tiden vise.
Italiens Brødre (Fratelli d'Italia) er et ekstremt højreorienteret politisk parti, som blev grundlagt i 2012, og som i dag udgør en stor del af den italienske regering.
Partiet fik 26 procent af stemmerne til valget i 2022.
Siden 2014 har partiet været ledet af Giorgia Meloni, som er medlem af Italiens Deputeretkammer og tidligere minister. Meloni var også med til at grundlægge partiet i 2012, og i dag er hun Italiens premierminister.
Meloni blev landets første kvindelige premierminister nogensinde, da hun overtog stillingen i oktober sidste år.