Bøsser, lesbiske, biseksuelle og transkønnede personers rettigheder i Danmark er nogle af de mest vidtgående i verden, og generelt har medlemmer af LGBT+-samfundet mange rettigheder i Skandinavien sammenlignet med resten af verden.
For eksempel blev samkvem mellem personer af samme køn allerede legaliseret i Danmark i 1933, og i 1989 blev Danmark det første land i verden til at yde juridisk anerkendelse af forhold i form af registreret partnerskab mellem personer af samme køn.
Ikke kun juridisk, men også kulturelt og socialt er Danmark ét af de lande i verden, hvor LGBT+-personers seksualitet og personlighed accepteres mest. Flere meningsmålinger viser for eksempel, at et stort flertal af danskere støtter kønsneutrale ægteskaber og adoption for LGBT+-personer.
Men sådan er det desværre langt fra alle steder i verden. Det er primært i Vesten og særligt i Nordeuropa, at LGBT+-personer har nogenlunde samme rettigheder som andre personer.
I lande som Kina, Rusland, Tjetjenien og Uganda ser man mere skeptisk på homoseksualitet, transkønnede og lignende, og i flere lande er det direkte ulovligt; nogle steder forfølges LGBT+-personer endda.
Ét af de lande, som nu for alvor slutter sig til koret af lande, der ikke ønsker LGBT+ udbredt i deres land, er Georgien.
Ifølge det norske medie NRK har Georgiens regering således netop meldt ud, at man ønsker at forbyde såkaldt "LGBT-propaganda."
Lovsforslaget, som strider tydeligt imod vestlige værdier, kommer kort efter, at den såkaldte "agentlov" onsdag blev vedtaget i landet. Denne lov blev ifølge flere eksperter indført med henblik på at kunne overvåge NGOer, der modarbejder russiske og kommunistiske interesser, bedre.
EU meldte tydeligt ud, at en vedtagelse af "agentloven" ville føre til, at Georgien ikke kunne blive optaget i EU i fremtiden, men loven blev alligevel vedtaget, og med det nye lovforslag om et forbud mod "LGBT-propaganda" bevæger Georgien ifølge TV2 sig endnu længere væk fra EU og dermed tættere på stormagten Rusland.
Ifølge det norske medie NTB skal landsmødet i Georgien stemme om forslaget på en ikke nærmere bestemt dato i juni.
Rusland vedtog for mere end ét årti siden en lignende lov, som forbød fremme af "ikke-traditionelle" forhold til børn, og for få år siden strammede det enorme land deres LGBT-lovgivning yderligere.