Få overblikket: Disse holdninger har partierne om minksagen

Mathias Madsen

124 uger siden

|

01/07/2022
Politik
Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Der er stor uenighed i Folketinget om, hvorvidt minksagen skal undersøges af eksterne advokater.

Dagens topnyheder

Statsminister Mette Frederiksen har netop afholdt et pressemøde om minksagen, hvor hun frikendte sig selv for alt ansvar og tydeligt understregede, at hun ikke mener, at hun har handlet 'groft uagtsomt'. 

Hun slog dog flere gange fast, at hun vil lade det være op til Folketinget at bestemme, om eksterne advokater skal undersøge sagen, som i det tilfælde kan ende ud i en rigsretssag.

Før dette kan ske, er der dog nødvendigt, at der er flertal i Folketinget for at lade eksterne advokater undersøge sagen, og det er langt fra sikkert, at der er det. 

Se, hvordan de forskellige partier forholder sig, herunder:

Stemmer for en ekstern undersøgelse

Hele blå blok har allerede nu meldt ud, at de stemmer for en ekstern undersøgelse. 

  • Det gælder Venstre med 39 mandater.
    • "Vores vurdering fra Venstre er, at det vil være relevant, at der bliver foretaget en juridisk vurdering," har politisk ordfører i partiet, Sofie Løhde, således udtalt.
  • Det gælder Det Konservative Folkeparti med 13 mandater.
    • "Det, der står tilbage, er en grov vildledning. Selvfølgelig skal der være en advokatundersøgelse af det her, så vi ved, hvor vi står," har partiformand Søren Pape Poulsen således udtalt til TV2.
  • Det gælder Dansk Folkeparti med fem mandater.
    • "Hvis der er enighed om, at vi skal have tillid til retssamfundet og til regeringen [...], så er der kun én vej, og det er, at vi får uafhængige advokater til at gennemgå det her," har partiformand Morten Messerschmidt således udtalt. 
  • Det gælder Liberal Alliance med tre mandater.
    • "Det er højst skandaløst, hvis de embedsmænd, som udfører arbejdsopgaver, skal forfølges, mens de ministre, der beordrer arbejdsopgaverne, frikendes," har Ole Birk Olesen således udtalt. 
  • Det gælder Nye Borgerlige med fire mandater.
    • "Der skal sættes et politisk ansvar, og det indgår ikke i deres kommissorium," har Peter Seier således udtalt og samtidig slået fast, at partiet ellers selv ved hjælp af en indsamling vil betale for en ekstern advokatundersøgelse.

Derudover har Frie Grønne netop også meldt ud, at de oven på et "vanvittigt" pressemøde stemmer for en ekstern advokatundersøgelse. Partiet har tre mandater. 

Alt i alt har 67 mandater således meldt ud, at de stemmer for en ekstern undersøgelse. 

Stemmer ikke for en ekstern undersøgelse

Regeringen - dvs. Socialdemokratiet - stemmer (ikke overraskende) ikke for en ekstern undersøgelse, og de har altså 49 mandater og vejer derfor tungt på vægtskålen. 

Derudover har to af regeringens tre støttepartier - Enhedslisten og SF - allerede nu meldt ud, at de heller ikke støtter op om en ekstern undersøgelse. De to partier har henholdsvis 13 og 15 mandater. 

Alt i alt har 77 mandater således meldt ud, at de ikke stemmer for en ekstern undersøgelse. 

Fortsat uafklaret

Kristendemokraterne, Alternativet og Moderaterne har alle ét mandat og er alle fortsat uafklaret, ligesom Folketingets 18 løsgængere og nordatlantiske mandater også er uafklarede. 

Selvom alle disse 21 mandater stemmer for en ekstern advokatundersøgelse, vil det dog ikke være nok, da det samlede antal mandater så 'kun' når op på 88, og tallet skal altså op på 90 for at have flertal. 

Det hele står og falder derfor med regeringens sidste støtteparti, Radikale Venstre, som har 14 mandater og fortsat er uafklarede. 

"Jeg vil ikke drage nogen konklusioner i dag," har Andreas Steenberg fra partiet udtalt.