Folketingets åbningsdebat udviklede sig hurtigt til en politisk kamp om efterlønnen, da Danmarksdemokraternes formand, Inger Støjberg, og Socialdemokratiets beskæftigelsesordfører, Jens Joel, røg i totterne på hinanden.
Diskussionen om, hvem der havde ansvaret for efterlønnens forringelse i 2011, fyldte en del i debatten, og som altid er sandheden ikke helt så enkel, når man ser nærmere på sagen.
Det skriver Tjekdet.dk.
Joel påpegede under debatten, at Støjberg, som daværende beskæftigelsesminister, havde spillet en central rolle i nedlæggelsen af efterlønnen. Men Støjberg var ikke sen til at svare igen. Med et lovforslag i hånden, vendte hun pilen mod nuværende statsminister, Mette Frederiksen:
"Jeg står sådan set med lovforslaget her, og jeg kan da se, at det er den nuværende statsminister, fru Mette Frederiksen, der fremsatte lovforslaget i sin tid."
Begge har ret – på sin vis
Så hvem har egentlig ret i denne politiske duel? Som det ofte er tilfældet, er svaret mere kompliceret end som så.
Ifølge eksperter hos TjekDet.dk har begge parter nemlig ret – men med nuancer.
“Alt i alt er efterlønsordningen meget mindre attraktiv end tidligere, og mange har forladt ordningen,” forklarer Per H. Jensen, adjungeret professor på Roskilde Universitet, der understreger, at den aftale om forringelse af efterlønnen, der blev indgået i 2011, var en afgørende faktor for ordningens tilbagegang. Aftalen blev indgået under Lars Løkke Rasmussens VK-regering med støtte fra blandt andet Dansk Folkeparti og De Radikale, mens Inger Støjberg sad som beskæftigelsesminister.
Reformen, der blev aftalt i maj 2011, havde til hensigt at reducere antallet af danskere, der kunne gå på efterløn, og afskaffe ordningen helt for borgere under 45 år. Men selvom aftalen blev indgået, førte den til videre politisk spil, da et folketingsvalg ændrede magtbalancen.
Mette Frederiksen fremsatte loven – men kunne ikke ændre aftalen
Selvom aftalen blev underskrevet i maj 2011, blev den ikke fremsat som lovforslag før i november samme år. Og da var det Socialdemokratiets Mette Frederiksen, der sad som beskæftigelsesminister i den nye SRSF-regering under Helle Thorning-Schmidt.
Frederiksen var nødt til at gennemføre reformen, selvom hendes parti ikke havde støttet aftalen. Det skyldtes, at De Radikale, som var en del af den nye regering, også havde været med til at sikre aftalen om efterlønsforringelsen før valget. Havde den nye regering valgt at stoppe reformen, kunne det have udløst en politisk krise.
Så både Inger Støjberg og Mette Frederiksen spillede en rolle i efterlønnens skæbne – Støjberg som del af den regering der indgik aftalen, og Frederiksen som beskæftigelsesminister, der måtte fremsætte loven og sikre, at aftalen blev stemt igennem.
Selvom efterlønnen stadig eksisterer i teknisk forstand, er den ifølge Per H. Jensen "reelt vingeskudt". Aftalen fra 2011 gjorde ordningen så lidt attraktiv, at mange danskere helt har fravalgt den.
Efterlønnen, som engang var en stolt del af den danske velfærdsmodel, er altså blevet kraftigt udhulet, men spørgsmålet om, hvem der bærer skylden, synes at være et evigt debatemne.
