Persillesovs

webmaster

330 uger siden

|

01/08/2018
Opskrifter
Persillesovs
Den bedste opskrift på dansk persillesovs.
Persillesovs er en uundværlig del af den højt elsket danske nationalret stegt flæsk med persillesovs. Men hvordan laver du den bedste sovs?

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Selvom de fleste kun forbinder persillesovs med stegt flæsk, er der i øvrigt mange andre retter som sovsen med fordel kan bruges sammen med. Og du kan endda lave den uden både mælk og hvedemel og stadig få et lækkert resultat.

Persillesovs

En af de lidt ærgerlige ting ved en traditionel persillesovs er, at den indeholder et par ingredienser som en del mennesker ikke kan tåle eller ikke trives med. 

Mælk er et problem for de mennesker, der har problemer med laktose og hvedemel er problematisk for både glutenallergikere og mennesker der er glutenintolerante.

Men begge dele kan faktisk erstattes på en måde, så du fortsat opnår en lækker og cremet sovs.

Mælken erstattes simpelthen bare med vand og melet med eksempelvis kikærtemel eller en anden velegnet glutenfri meltype.

Bruger du kun vand, kan du med fordel tilsætte et par ekstra spiseskefulde mel fra start. 

I stedet for postevand, kan du anvende det vand som kartoflerne er kogt i. 

Ingredienser

Det skal du bruge for at lave persillesovs til 4 personer:

3 spsk. smør
3 spsk. hvedemel eller kikærtemel
3 dl mælk eller vand (gerne kartoffelvand)
1 dl vand (gerne kartoffelvand)
Salt og peber
¼ tsk. muskatnød
2-3 håndfulde kruspersille

Tilbehør:

Kogte, bagte eller stegte kartofler 
Kød eller fisk efter eget valg.

Fremgangsmåde

1. Sæt en lille gryde på middel varme og smelt smørret.  Smørret må ikke brune.

2. Tilsæt mel og pisk grundigt. Det kan være en idé at tage gryden af blusset til at det har samlet sig.

3. 1 del vand tilsættes gradvist under omrøring. Tilsæt kun en meget lille smule ad gangen for at undgå klumper og pisk godt.

4. Mælken eller den resterende mængde vand tilsættes ligeledes lidt ad gangen under fortsat piskning. Sørg for at komme helt ud i kanten af gryden.

5. Når sovsen har opnået en passende konsistens, rives en smule muskatnød i. Pas på ikke at komme for meget i, da det smager kraftigt igennem.

6. Lad sovsen simre ved svag varme i et par minutter, så melet bliver kogt ordentligt ud.

7. Imens kan du passende hakke persillen. Du kan anvende en persillehakker, men en kniv er faktisk lettere at arbejde med. Hak persillen fint og vær generøs med den.

8. Kom persillen i sovsen, men gem en smule til at drysse over retten, når den lander på tallerkenerne, og lad den koge videre et minuts tid eller to. Smag persillesovsen til med salt og peber.

(Husk, hvis du har anvendt kartoffelvand, at det også indeholder salt, så pas på med at tilsætte mere salt, før du har smagt på sovsen.)

Andre retter som persillesovs går godt til

Persillesovs er fremragende til alle former for svinekød, men kan også bruges sammen med andre slags kød. 

Prøv eksempelvis sovsen sammen med kogt hamburgerryg, stegt skinke eller en helt almindelig bøf af oksekød. 

Lammekød og persille har også altid gået godt i spænd, hvorfor persillesovs her også har uanede muligheder.

Dog kan der hele godt blive lidt kedeligt med kylling og kalkun, men det er en smagssag.

Stegt fisk passer også godt sammen med persillesovs. Tilsæt gerne lidt citronsaft til sovsen, hvis du serverer den til fisk. Det giver en lidt friskere smag og letter den ellers lidt tunge sovs. Et par dråber hvidvin pynter også og giver sovsen et pift.

Kan man gemme og genopvarme sovsen?

Persille der er blevet tilberedt, kan rent faktisk godt genopvarmes, men persille der kun er drysset over maden, er en anden sag. 

Derfor er det en god idé at servere persille, der skal bruges til at drysse over maden, i en skål ved siden af, så persillen ikke kommer i forbindelse med eventuelle rester, der gemmes, men kun kommer på tallerkenen.

Men vær omhyggelig med at køle maden ned hurtigt, så når måltidet nærmer sig sin afslutning, så sæt evt. rester af sovs i køleskabet, når alle har fået den mængde sovs, som de synes, at de har brug for.  

Når sovsen genopvarmes, skal den mindst op på 75 grader. 

Du kan enten varme den i en gryde eller i mikroovn. Hvis du vælger at gøre det i en gryde, skal du sørge for at det sker på lav varme, da sovsen ellers kan have tendenser til at brænde på.

Persillesovs nærringsindhold

Næringsindhold pr. 100 gram:

  • Energi: 125 kcal
  • Fedt: 8 gram
  • Kulhydrat: 10 gram           
  • Protein: 3,5 gram