Nogle gange skal det gå lidt stærkt og være lidt syndigt. Nachos er et hit blandt store og små.
Denne opskrift kan laves på 15-20 minutter.
Til to personer (som et måltid) eller fire-seks personer som snack/forret skal du bruge:
En pose nachos/tortillachips
350 gram kyllingeinderfilet
140 gram revet mozerella eller cheddar
En dåse salsadip mellemstærk
To spiseskefulde sukrin gold eller skker
En avocado
To fed hvidløg
Seks spiseskefulde skyr
Saften af 1 citron
Frisk koriander
Syltede jalapenos
Salt og peber
Sådan gør du:
Tænd ovnen på 180 grader.

Lav en marinade af fire spiseskefulde af salsaen (hvor resten skal bruges til dip senere), to spiseskefulde sukrin, en spiseskefuld citronsaft og en lille håndfuld hakket koriander.

Skær kylingeinderfilletterne ud i stykker á cirka en centimeter. Vend kødet ned i marinaden. Lad gerne kødet trække lidt længere tid, men hvis det skal gå stærkt er 10 minutter fint.


Imens udstenes avokadoen og kommes i en skål til guarcamolen. Tilsæt to spiseskefulde skyr, to fed knuste hvidløg og smag til med citronsaft og salt og peber.

Når kyllingen har trukket marinaden i mindst ti minutter, sættes en pande på komfuret med lidt olie. Vend kyllingen ud på panden med marinaden og steg den.

Hæld chipsene ud i et stort eller to mindre ildfaste fade. Drys cirka 100 gram af den revne mozerella ud over (der skal gemmes lidt til toppen). Giv chipsene fem minutter i ovnen, så det passer med, at de kan tages ud, når kyllingen er ved at være færdig. Osten skal lige smelte oven på chipsene.

Tag dine nachos ud af ovnen. Hæld kyllingen oven på og drys resten af osten hen over. Giv retten fem minutter yderligere i ovnen.

Når osten er smeltet, tages dine nachos ud af ovnen. Pynt med lidt ekstra koriander og syltede jalapenos.

Servér med guacamole, salsa og skyr.

God appetit.
Prøv også vores opskrift på mojito, som passer godt til nachos og kylling.