Prestigeopgøret mellem Danmark og Sverige i Parken onsdag aften kan blive en stor stjerne fattigere. Svenskernes altoverskyggende spiller - Zlatan Ibrahimovic - er tvivlsom til kampen.
Ved det svenske landsholds træning mandag i Stockholm måtte Paris Saint-Germain spilleren forlade seancen før tid, skriver den svenske avis Expressen.
Landsholdsanføreren har døjet med en lårskade i den sidste del af sæsonen, men det er uvist, om det er den, som genererede ham mandag.
Lårskaden har blandt andet holdt Ibrahimovic ude af den vitale returkamp i kvartfinalen i Champions League, hvor den franske klub PSG tabte sammenlagt til Chelsea trods et godt udgangspunkt fra den første kamp.
Efter mandagens træning holder svenskerne pressemøde, som måske kan afklare stjernens situation og skadens omfang.
Venskabskampen mellem Danmark og Sverige begynder onsdag klokken 20.15.
/ritzau/