I kølvandet på VW-koncernens skandale med snydesoftware i dieselmotorer, mener den tyske bilproducent efter en intern undersøgelse, at der også er problemer med CO2-udslip i en række andre motorer, skriver nyhedsbureauet dpa.
- Ifølge den nuværende viden kan 800.000 af Volkswagen-koncernens køretøjer være berørt, hedder det i en erklæring, der tirsdag aften er udsendt af koncernledelsen i Wolfsburg.
- De økonomiske risici vil ifølge det første estimat andrage omkring to millarder euro (15 milliarder kroner), hedder det videre i erklæringen.
I første ombæring handlede udslipsaffæren om kvælstofilte, NOx. I september erkendte virksomheden, at den ved hjælp af software havde manipuleret med resultaterne af dieselmotorernes udslip i prøvestanden.
Softwaren gik i sparemodus i en testsituation. Den affære har allerede kostet VW-koncernen 6,5 milliarder euro, skriver dpa.
/ritzau/dpa