De 18-årige palæstinenser Yahya Hassan har begået indbrud, lavet røverier, stjålet bøger og læst Dostojevskij og Michael Strunge. Men det var den norske forfatter Karl Ove Knausgaard, der gjorde ham bevidst om hans eget liv og hans forhold til sin far.
Torsdag udkom hans første digtsamling "Yahya Hassan", der ligesom hovedpersonen af samme navn har fået stor opmærksomhed i medierne, og som nu fået danskerne til at købe lyrik.
Flere steder er bogen udsolgt, selv om oplaget nu er oppe på 11.000 eksemplarer.
- Oprindelig startede vi med et oplag på 800 eksemplarer, og det er allerede en del højere end normalt for en digtsamling. Så ændrede vi tallet til 1600, og siden er det steget i takt med interessen, siger presseansvarlig hos Gyldendal Vivi Vestergaard.
Yahya Hassan er født i 1995. Digtsamlingen, der har fået anmelderne til at finde de helt store roser frem, er en historie om en opvækst med vold, svigt og kriminalitet.
I digtsamlingen fortæller han om sin rå opvækst blandt palæstinensiske flygtninge, deres børn og om islam på en direkte måde, som ikke er set før.
Ifølge flere anmeldere har han med sine digte formået at rykke flere tabuer end nogen andre i mange år.
Men Yahya Hassans kritik af et indvandrermiljø, han kalder hyklerisk, har også betydet, at han har modtaget 27 trusler på Facebook. Truslerne er meldt til politiet. Konkret efterforskes seks, som er trusler på livet.
- Vi tager truslerne meget alvorligt, og vores opfordring er, at man skal tænke sig om, inden man sender sådan nogle trusler. Det kan gå rigtig galt, siger politikommissær Bent Baltzer Sørensen fra Station City i København.
Truslerne på livet har en straframme på op til to år, så en ophidset kommentar på Facebook kan få alvorlige konsekvenser for afsenderne.
Bent Baltzer Sørensen ønsker ikke at kommentere efterforskningen, men siger dog, at politiet "er godt på vej i sagen". Facebook er som bekendt ikke det mest anonyme sted i verden.
/ritzau/